De første er halvvejs
EUC Nord har succes med modulkurser for diesel-folket.
- De to første hold er halvvejs og tager de afsluttende moduler efter sommerferien og yderligere to hold starter efter påske, fortæller Hans Gram, uddannelsesleder på EUC Nord.
Dieselteknikeruddannelsen er en uddannelse med et fagligt teknisk indhold, der kvalificerer mekanikeren til at udføre service og fejlfinding på højt niveau på alle typer dieselbiler. Uddannelsen strækker sig over et år med fire skoleophold af fire dages varighed. Heraf gennemføres 3-4 dage på hvert modul under lov for arbejdsmarkedsuddannelser, i alt 13 dage, hvor der kan søges VEU-godtgørelse. De resterende dage består af specialudviklede emner til dieselteknikeruddannelsen.
Der er desuden opgaver, der skal løses hjemme på værkstedet imellem skoleopholdene. Skolen stiller vejledning til rådighed til den enkelte deltager til løsning af opgaverne og til betjening af værkstedets eget testudstyr m.v. Der er planlagt besøg fra underviseren mindst én gang i løbet af uddannelsen.