FC Midtjylland ud af racing
- Vi må konstatere, at de bestræbelser, vi har gjort os for at finde ny økonomi, ikke har båret frugt for hverken FC Midtjylland eller organisationen bag Superleague Formula. Det var et krav for at fortsætte med FCM Racing. Dermed falder grundlaget for et fortsat engagement bort, forklarer Claus Bertelsen, adm. direktør i FC Midtjylland.
Klubben var med i den nye motorsportsserie i en sæson. Det gav et lærerigt indblik i, hvordan forskellige professionelle sportsgrene kan bruge hinanden markedsføringsmæssigt og i forhold til nye tilbud til sponsorerne, oplyser han.
- Det er ærgerligt, at vi ikke kan køre videre. Men det var konsekvensen, hvis ikke der kom ny kapital til. Året har lært os meget og givet en række nye kontakter til fodboldklubber, vi normalt ikke støder på i dagligdagen. Dem vil vi udnytte fremadrettet, siger Claus Bertelsen.
Den nye Superleague Formula-sæson åbnede i påske-weekenden med løb på Silverstone-banen i England.