23948sdkhjf

Aircon alliance

Elektro Partner og Christonik indgår strategisk samarbejde.
Elektro Partner og Christonik har valgt at indgå et strategisk samarbejde omkring aircondition fyldestationer, service og udvikling af viden på området.

Som leverandør af Autodata og Texa udstyr er Elektro Partner kendt for sin store tekniske viden omkring motorstyring og dermed hele den elektroniske del af et aircondition (A/C) anlæg. Christonik har gennem de sidste 16 år fokuseret på selve den køletekniske side af et A/C anlæg og dermed på komponenterne og de specialværktøjer, som anvendes til service og reparation af A/C anlæg, oplyser en pressemeddelelse.

- Både Autodata og Texa har igennem lang tid satset stort på A/C, så det er naturligt, at vi fokuserer på dette område, siger Frank Donslund, ejer af Elektro Partner.

- I al beskedenhed har vi en omfattende viden om styring af motorer og diagnosticering af de problemer, som måtte opstå i denne forbindelse. Autodata bliver stadig bedre inden for A/C, og Texa har fået opbygget en stærk organisation inden for produktion og udvikling af A/C fyldestationer. Men vi mangler en større synlighed på markedet i både Danmark og Sverige, og det mener vi, at vi kan opnå via et samarbejde med Christonik, som er kendt i begge lande for en stor viden omkring selve komponenterne og det værktøj og tilbehør, som følger med, tilføjer han.

Som nævnt vil samarbejdet dække både Danmark og Sverige, men også i Norge har Elektro Partner og Christonik et godt forhold til hinanden, så samarbejdet kommer til at gælde hele Norden. I Danmark og Sverige skal Christonik have det primære ansvar for salg af fyldestationer fra Texa, og i alle tre lande skal Elektro Partner og Christonik udveksle viden, som på sigt skal styrke begge virksomheders position på markedet.

- Vi har haft et løst samarbejde med Elektro Partner gennem de senere år og kender derfor til deres enestående viden om motorstyring, samtidig med at vi har fulgt udviklingen af Texas fyldestationer. Udviklingen inden for A/C bevæger sig mod en stadig større elektronisk styring af komponenterne, og det er derfor vigtigt for os at få adgang til den viden, for at vi fremover kan fortsætte med at yde den bedst mulige service for vores kunder, fastslår Christian Rud Ingvardsen, ejer af Christonik.

- Samtidig står både Elektro Partner og Christonik over for at skulle håndtere en stadig mere kompleks udvikling af A/C anlæg både med hensyn til styring af anlægget, men så sandelig også vedrørende de nye kølemidler, som allerede kommer på markedet til næste år. Og da vi ved, at Texa konstant er i front med udviklingen af nye fyldestationer. mener jeg ikke, at vi kunne få en bedre løsning end et tæt samarbejde med Elektro Partner, siger Christian Rud Ingvardsen.

Samarbejdet skal således sikre, at både Elektro Partner og Christonik fortsat udvikler kompetencer inden for diagnosticering af problemer på A/C anlæg - kompetencer som gerne skulle komme begge virksomheders kunder til gavn i fremtiden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062