Mazdas første bil 50 år
Den A-bomberamte fabrik i Hiroshima leverer i dag en stribe gode, avancerede og lækre biler.
Den første lille bil var modellen R360 Coupé. I dag fremstiller Mazda et komplet bilprogram fra mindre biler til SUV'er og sportsvogne - blandt andet verdens meste solgte, MX-5, samt RX-8 med Wankelmotor.
I 1950 havde Mazda ikke en bil med fire pladser, men Mazda overraskede med sin elegante City-Coupé i letmetal og 16 hk motor, der var god for en topfart på 85 kilometer i timen. Da bilen blev lanceret, fik Mazda 4500 ordrer for den blot tre meter lange bil, som blev et hit i Solens Land.
Siden kom modellerne Familia i 1962 i mellemklassen og flere sportslige Coupeer med 1.3 liters motorer.
I 1968 begyndte en større ekspansion med Mazda 1200 R100 Coupé og Familia som en verdensbil til alle markeder. Siden er det gået slag i slag for firmaet i Hiroshima, der stædigt har holdt fast ved Felix Wankels rotationsmotor.
Mazda vandt 24 timers løbet i Le Mans i 1991, som det første japanske selskab, med sportsvognsmodellen 787B. Det var ikke mindst den tidligere præsident Kenichi Yamamotos entusiasme for Wankel motoren, der holdt liv i denne udvikling, mens alle andre gav op.
Yamamoto har en interessant historie hos Mazda. Som han fortalte til Motor-magasinet for år tilbage, begyndte han som ny ingeniør i starten af august 1945. Et par dage efter smed amerikanerne A-bomben over byen. Han var heldig, og opholdt sig et sted i fabrikken, som ikke blev ramt, og overlevede, også strålingen, og blev boende på fabrikken i flere uger.
Hele modelprogrammet gennem de første 50 år kan opleves i et fint museum i Hiroshima i tilknytning til hovedfabrikken.