23948sdkhjf

Dahl Engineering opgiver barnesæde

Claus Dahl Pedersen fra Dahl Engineering i Thisted har fået nok af det danske bureaukrati og vil nu sælge sit patent på et kombineret barne- og voksensæde til udlandet. Dermed bliver det ikke danske hænder, der får del i produktion af den længe savnede sikkerhedsudvikling til taxier, busser og privatbiler.

Det er tre år siden, hybridsædet blev crashtestet og patenteret. Testarbejdet foregik på testlaboratorier i Tyskland og Sverige med efterfølgende vanskeligheder med at få de danske myndigheder til at acceptere en tysk kvalitetscertificering – selv om sædet har høstet stor anerkendelse og fået en opfinderpris sponsoreret af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Desuden er det danske afgiftssystem en hindring.

- Viden og iværksætteri bliver gang på gang fremhævet som det, der skal bringe Danmark videre mod fremtiden. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan komme videre mod målet om at få en dansk produktion i gang af mit sæde, der har fået støtte til udviklingen fra både EU og Den Danske Stat, og som har vakt interesse fra udenlandske bilproducenter, siger Claus Dahl Pedersen.

Sagen har vakt politisk opsigt, idet taxaer, busser og minibusser ulovligt transporterer børn, der ikke er fastspændt på grund af lempelige erhvervsregler i mangel på muligheder for fastspænding. Skatteministeren har netop fremsat et lovforslag, som skal fritage Dahl Engineerings sæde for afgift, hvis det bliver monteret i taxier. Men lovforslaget er ikke tilstrækkeligt og kommer, efter Claus Dahl Pedersen mening, desuden for sent.

- Så længe institutioner skal betale en afgift på 60 procent plus moms, og private familier skal betale den fulde afgift på 180 procent plus moms, når de vil fastmontere vores godkendte sæde i bilen, vil hybridsædet blive for dyrt og usælgeligt, siger han og tilføjer:

- Og lige så længe vil vi med mellemrum se eksempler på, at børn kommer ud at køre i biler, hvor fastspændingen er ulovlig og sikkerheden mangelfuld med risiko for unødvendige livstruende situationer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062