Forårsstemning i Bella Center
Masser af bilnyheder på Biler i Bella.
En af nyhederne er den nye Audi A1, som godt skjult i en stor trækasse i al hemmelighed var blevet transporteret fra Ingolstadt ad de tyske motorveje til Amager, hvor den nu troner side om side med den nye roste Audi A8.
Der er grønt islæt på Volvos stand, hvor udviklingsdirektør Johan Konnberg torsdag præsenterede Volvo C30 el-bil samt en Volvo V70 plug-in hybrid. Målet er sammen med energiselskabet Vattenfall at introducere plug-in hybridbiler i 2012.
Den nye Opel Meriva med Rolls Royce døre er kommet til Bella Center direkte fra biludstillingen i Geneve, hvor den blev vist for første gang offentligt. Meriva kommer på gaden i Danmark straks efter sommerferien.
Hos Kia er nyhederne Venga og Sorento, mens Saab netop har fået en 9-5 til Bella en topversion 2,8 V6 turbo. Mitsubishi har snigpremiere på den nye crossover ASX, der kommer til salg i løbet af sommeren. Men også elbilen iMiEV bliver vist frem også med prøveture samt den faceliftede Outlander og Ralliart. Renault trækker sløret af sin nye Megane Coupé cabriolet, som er klar fra sommeren 2010, mens Hyundais Danmarkspremiere er ix35.
Der er også Danmarkspremiere på den danske superbil Zenvo ST1, som blev præsenteret af Jesper Hermann og Christian Brand fra bildesignfirmaet Hermann & Brandt.
I udstyrshallen brænder holdet af studerende på autoteknolog-uddannelsen på Århus Erhvervsakademi af engagement. De 30 studerende, hvoraf en tredjedel er uddannede automekanikere, bruger også fritid og weekend på deres uddannelse, hvor de er i færd med at bygge en racerbil ud fra chassiset af en Van Diemen Multisport. Holdet gik i gang med den nye uddannelse i september sidste år og er færdigt til juni 2011.
Brugt kåring
Udenfor benyttede en række brugtbileksperter åbningen af Biler i Bella til at kåre Opel Astra som Årets Brugtbil. Astra kom på markedet i Danmark i 1991.
- Igennem de senere år har Opel vist, at de kan lave biler, der også som brugte, viser sig at være driftsikre med moderate reparations- og vedligeholdelsesomkostninger. I 2004 fik Opel Astra et design, der også holder i dag, og når man vælger brugt Opel, vil priserne typisk heller ikke være urealistiske høje, som det kan opleves med andre attraktive bilmodeller, udtaler Jørgen Jørgensen, leder af FDMs tekniske afdeling.
Juryen skulle udvælge vinderen blandt ti finalekandidater, der alle er bedømt på pris, afskrivning og driftsomkostninger, lige som bilernes tekniske kvaliteter, design og holdbarhed indgik i bedømmelsen. Opel Astra i årgang 2005 vandt en suveræn sejr med 130 point foran Skoda Octavia, årgang 2007 med 85 og VW Golf, årgang 2005 med 75 point.
- Vi er meget glade for dette skulderklap, der viser, at Opel er på rette spor med hensyn til driftssikkerhed, værdi for pengene og lave vedligeholdelsesomkostninger. Det understreges yderligere af, at Vectra blev nummer fire og Zafira også var med på listen, siger Thomas Bruun, adm. direktør, Opel Danmark A/S.
Det er femte år i træk, at brugtbiljournalister kårer det bedste køb på brugtbilmarkedet. Hvert år foretager danskerne omkring 440.000 brugtbilhandler, og i de kommende måneder vil der blive handlet op i mod 100.000 brugte biler.
Sidste år vandt Ford Focus, årgang 2005, i 2008 var det Ford Mondeo, årgang 2004, i 2007 var det Mazda 6, årgang 2003, og i 2006 var det Skoda Fabia, årgang 2001, der løb med æren af at blive vurderet som det bedste brugtbilkøb på markedet.