Flere firmaer giver ingen moms
Bjarne Holm er en af de ophuggere, der med personlig interesse har fulgt den langstrakte sag om Finn Skyttes moms-millioner. Holm har en idé.
Men det kan også gøres mere kompliceret, så derfor er der en retssag på vej i Vestre Landsret.
Imens har ministerierne skiftet ministre, og da de forskellige udmeldinger fra ministerierne har været meget præget af personlige holdninger, kan verden have ændret sig.
Men uagtet retssag om, hvordan man kan eje eller ikke eje en bil, om man kan være ikke-ejer i momsmæssig henseende har Bjarne Holm, ejer af Allerød Autoophug, set en konstruktion, så ophuggerne ikke skal aflevere moms til Skat.
- Uanset hvad Skat kunne finde på af dårlige undskyldninger for at tvinge os til at betale moms af eget arbejde, så kan vi rent regnskabsmæssigt få momsen til helt at forsvinde, skriver Bjarne Holm i en mail til Finn Skytte.
En ophugger skal ved siden af sin virksomhed oprette et firma, der tager sig af miljøbehandlingen. Et eksempel kan være, at Allerød Autoophug opretter Allerød Miljøbehandling, og de to firmaer kører naturligvis hvert sit regnskab.
Allerød Autoophug køber biler og sælger reservedele samt råvarer og hele biler til genopbygning og eksport. Allerød Autoophug står som ejer af alle de biler der indkøbes.
Allerød Miljøbehandling miljøbehandler biler - hovedsageligt for Allerød Autoophug - men også for de kunder, der selv ønsker at indsende deres skrotningsattest. Miljøbehandling skriver regninger og svarer moms af indtægterne på miljøbehandlingerne. Alle udgifter, der vedrører miljøbehandlingen, føres i dette separate regnskab. Ud over de direkte udgifter tilkommer en andel af lønninger, husleje, ejendomsskatter og så videre.
Allerød Autoophug derimod har hermed på ingen måde leveret en serviceydelse til nogen. De betaler eksempelvis 1750 kroner til Allerød Miljøbehandling for denne serviceydelse plus moms = 437,50.
- Bemærk, at der er tale om en ægte serviceydelse, idet Allerød Autoophug får sine biler tilbage efter endt miljøbehandling, skriver Bjarne Holm.
Hver gang Allerød Miljøbehandling har udført denne serviceydelse for Allerød Autoophug sker der følgende:
Allerød Miljøbehandling har en indtægt på 1750 kroner for den udførte serviceydelse og Allerød Autoophug har en færdigbehandlet bil.
Bilen er klar til at blive kørt direkte i skrotbunken og eventuel demontering af dele kan påbegyndes.
Moms-flowet
Hver gang Allerød Miljøbehandling har en moms-indtægt på 437,50 kroner, har Allerød Autoophug en momsudgift på det samme beløb 437,50.
For hver bil, der ekspederes af de to firmaer, har Skat er samlet krav på: 0 kr. (og dette gælder uanset hvad miljøbehandlingen sættes til).
Præcist som når et firma har ejendomsretten til en genstand og udfører et stykke internt arbejde på denne af lovmæssige eller miljømæssige hensyn.
Der kan findes mange eksempler på, at firmaer laver internt arbejde af den ene eller anden grund, men i intet tilfælde skal der laves regnestykker og svares moms af dette.
Allerød Autoophug bruger i dette eksempel hele skrotpræmien til at få miljøbehandlet bilerne. Miljøbehandlingen er så nærmest helt ude af billedet.
- Spørgsmålet er så, om vi skulle kunne straffes for at lægge alle aktiviteterne i et enkelt firma med et enkelt regnskab. Det er det, jeg gerne vil have svar på, siger Bjarne Holm.