23948sdkhjf

Det bliver i familien

Hos Børges Autoophug i Skanderborg er der nu fjerde generation, som driver autoophug.
Umiddelbart er det ikke lige til at se det, når man kommer ind af døren hos Børges Autoophug i Skanderborg. Men ser man godt efter, kan man måske godt spore en vis lighed mellem de tre på kontoret.

Forrest og helt fremme ved disken med høretelelefon på øret er det Kristoffer Østergaard, bag ham er det Henriette Østergaard, bagest i lokalet er det Anders Østergaard, og det er de to sidstnævnte, der er forældre til Kristoffer Østergaard.

I dag er det Kristoffer Østergaard, som leder familiefirmaet, men det stopper ikke her, for han er nu fjerde generation, som får sit udkomme som autoophugger. Nogen kunne måske tænke, at det kan være svært også at arbejde sammen, men det er langtfra tilfældet her, for hver har sit ansvarsområde.

- Kundekontakten tager Kristoffer sig af, min kone er vores bogholder og det er hende, der sørger for at holde styr på tallene. Og jeg er den, som sørger for at få styr på registreringen af de biler, vi får ind, foruden at lageret også sorterer under mig. Vi kommer fint ud af det med hinanden, og det hele passer os glimrende, fortæller Anders Østergaard.

Hørte til blandt de første

- Firmaet her i Skanderborg kom til i 1958, og i forbindelse med etableringen af et nyt erhvervsområde byggede min far, Børge Malling Petersen, noget nyt her på stedet i 1968. Han havde før den tid drevet autoophug i Hammershøj , lyder det fra Anders Østergaard.

- Dengang var der ingen andre i det nye kvarter, så han fik lov til at vælge jordlod som den første. Hans far, altså min bedstefar og Kristoffers oldefar, var Johannes Petersen, var den første, som drev et autoophug, og det var et af de tidligste her i landet, så man kan vist roligt sige, at vi har været med siden begyndelsen.

På trods af Børges Autoophug ikke hører til bandt de største af slagsen, har firmaet i høj grad været med i front og været toneangivende inden for branchen. Allerede dengang, hvor de fleste endnu ikke rigtig havde hørt om computere og EDB, købte Børge Malling Petersen sig en computer med tilhørende skærm, printer og alt det andet. Anders Østergaard husker endnu, at faderen betalte 187.000 kroner for computersystemet, og at der senere blev indkøbt noget mere hukommelse til den, og bare det kostede 14.000 kroner. På trods af det var dyrt, var der dog snart andre, som fulgte trop og købte EDB. Det var også Børge Malling Petersen, som sammen med lastbilophugger Ole Olsen, stiftede det, som i dag er DAG.

Senere var Anders Østergaard, med til at introducerede det, man dengang kaldte Telexringen, men som bekendt blev det overhalet af andet og mere moderne teknologi.

Pladsmangel fostrer nye ideer

Da autoophugget blev etableret, var der plads nok til udvidelser, men i takt med at industrikvarteret blev bebygget, svandt udvidelsesmulighederne, og i dag er det ikke en mulighed. Det har til gengæld betydet, at Anders Østergaard har været nødt til at tænke i nye baner. Lageret undergår i øjeblikket en udvidelse, hvor nu loftet over selve reservedelshallen også bliver udnyttet fuldt og helt.

Selv har Anders Østergaard godt kunnet mærke at ryggen ikke længere er den samme for som for femogtyve år siden, og det fik ham til at tænke på, om ting som McPhersonfjederben og tandstænger, kunne hænge i stedet for at ligge. Resultatet blev, at i dag hænger disse dele på en slags lang udtrækkelig bøjle, hvor der kan være op til 5-6 på den samme bøjle, og det har frigjort mange kvadratmeter, foruden det sparer ryggen.

- Krisen satte ind på én gang i august 2008, og der var lang tid, hvor det hele var meget stille. Men jeg vil sige, at det har ændret sig til det bedre fra omkring juni 2009, og vi har indimellem ligget vandret. Vi har noteret os, at det er de mellemstore og små værksteder, som nu er flittige kunder, og det skal nok ses i lyset af, at mange benytter de frie værksteder. I dag skal vi som autoophuggere være meget opmærksomme på bilerne og den teknologi, der sidder i dem. Vi ser en større grad af dele, som nu skal afkodes, før delen kan anvendes i en anden bil. Derfor tester vi bilerne, inden de adskilles, og her er vi meget opmærksomme på, om der er advarselslamper, der lyser, understreger Kristoffer Østergaard.

DAG er brancheforening for omkring 50 autogenbrug fordelt over hele landet. Alle DAG medlemmer er ISO-14001 / ISO 9001 miljø- og kvalitetscertificerede og registreret hos Miljøstyrelsen som godkendte modtagere af biler til miljøbehandling, ophugning og skrotning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079