23948sdkhjf

Gearet til kamp

DET KRÆVER SIN MAND at være fri mekaniker. Foruden at skulle kunne rumme at reparere bredt bliver der tilsyneladende lagt mange hindringer i vejen fra bilfabrikkernes og deres importør- og forhandlersystemers side, så de mærkeuafhængige værksteders kamp nogle gange kan minde om forholdet mellem David og Goliath. Heldigvis for den frie del af branchen er myndighederne i både EU og Danmark på "lillebrors" side, og forsøger - i den frie konkurrences hellige navn – blandt andet at håndhæve krav om udlevering af de mere og mere vigtige reparationsdata på de stadig mere komplicerede køretøjer. Især kampen om de nyere biler og deres ejere er de sidste år spidset til, og derfor er de mærkeuafhængige værksteder i højere grad end tidligere nødt til at geare sig til kampen – netop i form af information om systemer og værktøjer (læs våben), senest illustreret af en række aftenmøder afholdt af de frie værksteders organisation CAD.

TILSTRØMNINGEN TIL INFOMØDERNE viser med al tydelighed, at interessen for ny viden om markedet og mulighederne er til stede blandt de frie mekanikere. Der blev lyttet intenst, og flere mekanikere kunne berette om mere eller mindre heldige oplevelser i sammenstødet med det autoriserede system. Vigtige udmeldinger blev det også til, da flere af de frie aktører bebuder skelsættende retssager, som kan blive rettesnore for eftermarkedet. Det skal blive spændende at se, hvordan et nydannet uformelt råd, som indbefatter flere af de frie aktører, vil håndtere markedsvilkårene og de muligheder, den frie del af branchen er blevet givet og har krav på.

AF OG TIL KUNNE det være fristende at agere flue på væggen i det nu fælles branchehus i Taastrup, hvor flere frie autobranche-organisationer deler lokaler med mærkeorganisationer. Ikke mindst for at overvære, hvordan udmeldingen i denne uges fagblad fra en af de frie leverandører om forskellen på indholdet i autoriseret bilservice contra frie værksteders service bliver modtaget. I øjeblikket viser dagblade, tv og radio, at kommunikation i form af annoncer ud til bilisterne – kunderne – er en af de vigtigste faktorer i forsøget på at fremhæve egne fortræffeligheder. Med eller uden hele og halve sandheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078