Den mest solgte motorcykel er fra Kawasaki
Med hele to bestsellere i mcernes top 5-hitliste går den japanske motorcykelproducent efter yderligere markedsandele i 2010.
Men for Kawasaki blev året ikke helt skamskudt, fordi mærket leverede både nummer et og fire på listen over de bedst sælgende motorcykler.
Kawasakis samlede markedsandel endte på 12,2 procent, og mærket er dermed det tredjestørste på det danske marked efter Yamaha og Suzuki.
Poul Bovbjerg, der er marketingchef hos Kawasaki-importøren Carl Andersen Motorcykler A/S i Skanderborg, regner med at nå 15 procent i år i kraft af et attraktivt modelprogram.
- Vi tilbyder mest motorcykel for pengene i samtlige segmenter og er stolte af at være repræsenteret på top-5 listen over de bedst sælgende motorcykler. Det går fremad for os, når det handler om markedsandele i visse segmenter, siger Poul Bovbjerg.
Gode køreegenskaber
Den bedst sælgende motorcykel i 2009 blev Kawasakis ER-6-serie til 105.000 kroner, som solgte 178 eksemplarer i kraft af sine appellerende gode og sportslige køreegenskaber. Den lille maskine i Ninja-serien, 250R til 60.000 kroner, indtager en fjerdeplads på 2009-hitlisten. Den har 109 motorcyklister herhjemme investeret i.
- Det er jo en prisbillig maskine, som er en del af en meget kvalitetsbevidst familie. Ninja-maskinerne har et stærkt navn i motorcykelkredse, og derfor er vores 250er et godt sted at starte, fortæller Poul Bovbjerg.