Flere nyheder gemt til takeoff
Sidste nyt fra Geneve, hvor bilproducenterne havde flere spændende biler og ideer gemt i ærmet op til åbningen.
Renault viste en hær af elbiler, som den franske producent tror og satser meget på. Herunder den smarte cabriolet Wind" og andre konceptbiler. Renault viste ikke mindst også den nye familiebil Fluence, der efter planen kommer til Danmark næsten år. Renault-Nissan chefen Carlos Ghosn fremkom med ønske om at få fat i endnu en samarbejdspartner i bilindustrien.
Elbil-program fra Ford
Ford kommer med fem nye elbiler senest i 2013, herunder Transit Connect varebil næste år, og Focus i 2012 i den nye generation, der havde premiere i Detroit tidligere på året, og som i Geneve også blev vist som stationcar. Hertil yderligere to modeller i 2013 med benzin-hybrid.
Opel Astra lanceres med 1.4 turbo, der yder 180 hk. Opel chefen Nick Reilly oplyste på standen, at der nu afsættes 14 milliarder kroner til genopbygning og modernisering af Opel-Vauxhall fabrikkerne i Europa. Men det står fast, at fabrikken i belgiske Antverpen lukkes ved årets udgang.
Tysk-kinesiske elbiler
BMW viste den nye 5-serie hybrid, og en stationcar version af samme modelserie.
Af andre spændende nyheder skal nævnes Skoda Fabia og Roomster i et mere vakst design. Bentley cabriolet kører 325 kilometer i timen på toppen, Bugatti viste en ny firesæders Veyron med 1001 hk, Lamborghini en ny Gallardo udviklet med hjælp fra flyindustrien, og Daimler AG bekendtgjorde et nyt samarbejde med kinesiske BYD på elbil-området.