En kendt stemme hos NDI
Preben Olesen, Nordisk Dæk Import i Brørup, har 25 års jubilæum.
Preben Olesen er udlært kontorassistent hos Børstefabrikken G. Funder i Vejle, hvor han gennem 13 år var ansat som telefonekspedient, inden han kom til NDI.
- Den første tid var noget af en omvæltning, for jeg vidste intet - absolut INTET om dæk eller fælge. Når en kunde spurgte til et bestemt produkt, brugte jeg et lille trick ved at sige "jeg tjekker lige lageret og vender tilbage". Så måtte jeg spørge til mine kolleger, om der var tale om et dæk eller en slange, så jeg ikke faldt helt igennem i forhold til kunden, fortæller Preben Olesen.
I dag ved han stort set alt om NDIs produkter. Og det, han ikke ved, kan han hurtigt finde oplysninger om i gamle kataloger.
En kort overgang var han leder af Ekspeditionen. Nu er han tilbage som ekspedient, og det har han det godt med. I det daglige betjener han alle kundegrupper med faste kunder fra autobranchen, landbrug/maskinforretninger, og han er kontaktperson til maskinfabrikker (OE-montering) og truckfirmaer, og har selvfølgelig gennem de 25 år fået mange "faste kunder".