23948sdkhjf

Kvalitetsstempel til LAKexperten-lærling

Michael Juul Hansen, 19-årig lærling hos Ringvejens Autolakereri i Silkeborg, scorede den højest opnåelige karakter, 12A, ved sin netop afsluttede svendeprøve.
Indehaver af Ringvejens Autolakereri, Per Olesen, har i mere end én forstand grund til at glæde sig i disse dage.

En af virksomhedens 13 medarbejdere, den 19-årige autolakererlærling Michael Juul Hansen, udmærkede sig på fornemste vis ved at trække den højest tænkelige karakter ud af sin svendeprøve.

LAKexperten-lærlingen modtog bedømmelsen 12A for sin bedrift i eksamenslokalet – noget som i øvrigt ikke kom som et chok for arbejdsgiver Per Olesen.

- Alle kan male en flot bil, hvis de får ubegrænset med tid. Men kunsten er at kunne gøre det under pres. Og det kan Michael, fastslår Per Olesen og fortsætter:

- Men det handler også om, hvilke vilkår vi som arbejdsplads tilbyder vores lærlinge. Fra starten lægger vi stor vægt på, at de først og fremmest skal lære håndværket. Når de så kan det, kan vi begynde at stille krav til dem. Men det er altafgørende, at de først lærer faget fra bunden af, pointerer Per Olesen.

Overlever på kvalitet

Noget kunne tyde på, at fremgangsmåden er lykkedes i Michael Juul Hansens tilfælde. Faktisk mener Per Olesen, at lærlingens måde at arbejde på, kan være en rettesnor og motivation for de øvrige lærlinge hos Ringvejens Autolakereri.

- Kvaliteten i vores arbejde står meget højt hos os. Det har den gjort siden 1915, og jeg er overbevist om, at det er den sikre vej mod overlevelse og til at være på markedet i mange år endnu.

- Når Michael kommer hjem med sådan et resultat, så giver han jo de andre lærlinge, men også de andre på værkstedet noget at se op til. Derfor er jeg også sikker på, at det kan være med til at højne niveauet i vores arbejde. Også hvis man ser på, at andre unge kan se, at de hos os får en god uddannelse, som giver gode jobmuligheder, når læretiden er forbi, fastslår Per Olesen.

Drømmer om DM-guld

Michael Juul Hansen fortsætter som svend hos Ringvejens Autolakereri, når tiden som lærling er passé pr. 31. januar. Der er dog en nært forestående konkurrence, som Silkeborg-lærlingen har gode muligheder for at kunne deltage i. Danmarksmesterskaberne (DM) afvikles på Danmarks eneste vognmalerskole, Silkeborg Tekniske Skole, hvor deltagerne i mesterskaberne skal være født i 1989 eller senere.

- Jeg drømmer da lidt om at komme med til det. Det kunne være sjovt at prøve. Man går jo altid efter at vinde.

- Man skal være meget kvalitetsbevidst og meget omhyggelig omkring sit arbejde. Det er vigtigt, fremhæver Michael Juul Hansen, inden han sender en stor tak videre til de svende, som har arbejdet sammen med ham gennem de seneste tre et halvt år.

- Det er jo ligeså meget deres fortjeneste, at jeg fik 12A. De har jo lært mig, det jeg kan i dag, siger Michael Juul Hansen.

Det vil vise sig, om evnerne rækker til en plads blandt de 12 udvalgte lærlinge, som skal dyste om DM i marts måned.

- Jeg vil vurdere, at Michael har gode muligheder for at nå gennem nåleøjet med den svendeprøve, han lige har lavet. Kommer han igennem, tror jeg også på, at han vil blande sig i top tre. Men kender jeg ham ret, vil han gå efter guldet. Og den indstilling kan jeg egentlig godt lide, da det vidner om, at han stiller store krav til sig selv, påpeger per Olesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078