Flere elbiler
Strategisk partnerskab i elbilbranchen satser på totalløsninger.
ChoosEV betegner i dag sig selv som den førende virksomhed i Danmark inden for håndtering af e-mobility. ChoosEV skal tilbyde præcis den elbil, som man har brug for og tilsigter derfor at have alle typegodkendte eldrevne person- og varebiler, der findes på markedet, i porteføljen.
Samarbejdet med Elbil Danmark betyder at porteføljen af elbiler udvides markant. ChoosEV får derved en unik position til at skabe markedet for elbiler her i landet, da de er det eneste firma i Danmark, der pt tilbyder et udvalg af elbilmodeller til leasing og drift allerede i dag, oplyser en pressemeddelelse.
- Vore kunder skal have dækket deres grønne transportbehov, og vi tilbyder dem i dag hele løsningen fra finansiering til drift over intelligent integration med deres hjem og arbejdsplads. Vi glæder os over samarbejdet med Elbil Danmark, da deres elbiler lever op til vore kvalitetskrav, og de er leveringsdygtige i dag, udtaler adm. direktør Henrik Isaksen, ChoosEV.
Elbil Danmark specialiserer sig i at importere og sælge elbiler, og derfor passer samarbejdet godt, da ChoosEV tager sig af finansiering, drift og infrastruktur.
- Vi er ved at opbygge et helt nyt bilmarked, hvor praktiske totalløsninger med infrastruktur, elbiler, finansiering og drift skal passe sammen. Vi importerer og sælger elbiler, der har vist deres funktionsduelighed i Danmark det seneste halve år, og med ChoosEV som strategisk partner står vi sammen som en stærk leverandør for vores kunder, siger Henrik Engel fra Elbil Danmark.
- Ved at indgå dette samarbejde har de to virksomheder større gennemslagskraft på markedet og kan dermed servicere kunderne og imødekomme deres behov, tilføjer han.
Mere på www.choosev.com/elbiler