BMW og Sixt indfører BMW Rent
Lej en BMW direkte hos forhandleren. BMW Financial Services Denmark indgår for første gang nogensinde i et tæt samarbejde med et biludlejningsselskab.
BMW og Sixt har allerede et tæt samarbejde på hjemmemarkedet i Tyskland, men den danske aftale er den første af sin art mellem bilproducenten og et biludlejningsselskab i Danmark.
- Jeg er rigtig glad for og stolt over, at det tætte samarbejde, vi allerede har med BMW via vores selskabers hovedkontorer i München, nu implementeres i Danmark. Hos Sixt vil vi gerne kunne give vores kunder gode køreoplevelser noget BMW jo altid har været synonym med, siger Kasper Gjedsted, adm. direktør for Sixt Danmark.
For BMW Group drejer det sig om at kunne tilbyde kunderne en skræddersyet mobilitetsløsning, så man kan gå til sin lokale forhandler, hvad enten man skal bruge bilen i en enkelt dag, i flere måneder eller i mange år.
- Hos BMW har vi længe været interesserede i at udvide vores forretningsområde, således at vi også kan tilbyde vores kunder udlejnings- og erstatningsbiler direkte fra vores store forhandlernetværk. Nu kan vi tilbyde en 360 graders mobilitetsløsning til vores kunder, da de kan leje en BMW eller Mini direkte ved forhandleren uanset om de skal på forretningsrejse, har brug for en erstatningsbil eller godt kunne tænke sig lidt ekstra plads til weekendturen, siger Christian Steiner, adm. direktør for BMW Financial Services Denmark A/S.
Man kan allerede nu leje BMW og MINI i Kgs. Lyngby. I løbet af de kommende måneder bliver BMW Rent også tilgængeligt i København, Odense, Kolding, Sønderborg, Århus Egå, Esbjerg, Holstebro og Aalborg.