23948sdkhjf

Hostende start for partikelfiltre

Fra 1. april 2010 skal alle dieseldrevne personbiler og alle dieseldrevne varebiler, der er indregistreret første gang efter den 18. marts 2009, have monteret et partikelfilter. De køretøjer, der enten ikke er født med filteret eller ikke har fået det eftermonteret, vil årligt blive opkrævet en afgift på 1000 kroner.

Det anslås, at der kører omkring 300.000 dieseldrevne person- og varebiler uden et partikelfilter på de danske veje. Ser man bort fra varebiler indregistreret før den 18. marts 2009, skal alle disse køretøjer have påmonteret partikelfilter inden den 1. april 2010, hvis ejerne skal undgå at blive pålagt en årlig afgift på 1000 kroner. Der er dog noget, der tyder på, at danskerne hellere vil betale afgiften end at eftermontere de forholdsvis dyre filtre.

Når et dieselkøretøj har fået påmonteret partikelfilteret, skal det nemlig gennemgå et såkaldt registreringssyn for at blive godkendt. Vurderingen fra synsvirksomheden Applus Bilsyn er, at endnu ikke særlig mange har været forbi synshallerne for at få godkendt partikelfiltrene ved et registreringssyn:

- Vi har haft forbløffende få køretøjer inde til godkendelse af partikelfilteret, så vi har haft en forventning om, at det ville tage mere til, jo tættere vi kom på den 1. april. Meldingerne fra vores folk ude i hallerne viser dog, at det stadig kun er en brøkdel af de mange hundredetusinde dieseldrevne køretøjer der har fået eftermonteret et partikelfilter, siger adm. direktør for Applus Bilsyn, Arne Willerslev-Legrand.

SF: Miljøet bliver den store taber

Det undrer ikke skatteordfører for SF, Jesper Petersen, da priserne på de påkrævede filtre er så tilpas høje i forhold til afgiften på de 1000 kroner, at der skal foretages en nøje afvejning fra bilejerens side om, hvorvidt det rent økonomisk kan svare sig at eftermontere det. Med priser helt op til 10.000 kroner afhængigt af hvilken bil det drejer sig om, skal man altså eje sit køretøj i mere end ti år efter monteringen, førend prisen på partikelfilteret er tjent hjem, påpeger en pressemeddelelse fra Applus.

- Vi hilser naturligvis alle tiltag der gavner miljøet velkommen. Men jeg er sikker på, at der ikke er ret mange danskere, der vil montere filtret, når ordningen er som regeringen har skruet den sammen. Afgiften er for lille i forhold til prisen på filtret, og det ved regeringen godt. Dermed bliver afgiften en skjult skat, der skal finansiere noget af regeringens skattereform. Især når det gælder varebiler, der kører i de store byer, bør regeringen stille skrappere krav til partikeludledningen. Den nuværende afgift løser i hvert fald ikke problemet med luftforureningen, der hvert år koster flere hundrede menneskeliv herhjemme. Miljøet og folkesundheden er lige nu de store tabere, mener Jesper Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094