23948sdkhjf

Jason Watt 40 år

En af dansk og international motorsports store profiler, Jason Watt, kan onsdag den 24. februar fejre en rund mærkedag, når han fylder 40 år.

Gennem stort set hele sit liv har motorsporten været omdrejningspunktet omkring hans tilværelse, men i snart ti år har den tidligere mester i Danish Touringcar Championship også kunnet skrive foredragsholder på visitkortet – en titel, der indirekte er en udløber af den motorcykelulykke, som i efteråret 1999 for alvor ændrede hans liv.

Jason Watt har en engelsk far og en dansk mor, men var ikke mange år gammel, førend moderen flyttede til Danmark, hvor hun mødte Leif Hansson, Roskilde, der som gammel racerkører i Special Saloon Car-klassen fik introduceret stedsønnen til kartingsporten. Jason Watt fik snart sin daglige gang i ungdomsklubben Viadukten i Roskilde, hvor motorsport indgik som en del af dagligdagen, og det viste sig snart, at den unge skoleelev havde talent for sagen. I 1983 vandt han sin første DM-medalje – bronze – og siden fulgte flere.

Årets fund

I 1985 blev Jason Watt for første gang Danmarksmester, da han vandt den daværende Pop I-klasse, men også udenfor landets grænser kunne han begå sig. Året efter kunne han kalde sig nordisk mester i karting, og i 1990 sikrede han sig en samlet sjetteplads ved verdensmesterskaberne.

I starten af halvfemserne tog Jason Watt skridtet fra de små gokarts til formelbilerne, hvor han brillerede ved i efteråret 1993 at vinde den britiske vinterserie i Formel Opel Lotus. Året efter fortsatte han med at køre race med succes i England, hvor han ikke bare vandt det britiske mesterskab for Formel Ford, men også sikrede sig sejren i Formel Ford Festivalen – det uofficielle verdensmesterskab i klassen, hvilket var stærkt medvirkende til, at han blev nummer to i Politikens kåring om årets fund.

Jason Watt formåede at vinde hele tre mesterskaber i træk, da han i 1995 også sejrede i Europaserien i Formel Opel Lotus, hvilket året efter åbnede døren til en fabrikskontrakt for Alfa Romeo i International Touring Car Championship, hvor sæsonhøjdepunktet blev en tredjeplads på Silverstone.

Lammet før F1

I slutningen af halvfemserne havde Jason Watt fast kurs mod Formel 1, da han kørte tre sæsoner i klassen lige under – Formel 3000 – hvor han for først Team Den Blå Avis og siden Super Nova blev den mest vindende dansker nogensinde i Formel 1-aspirantklassen, hvor han vandt fire løb og sluttede 1999-sæsonen med en andenplads i mesterskabet.

Formel 1 nåede Jason Watt dog aldrig. En motorcykelulykke den 13. oktober 1999 gjorde ham lam i begge ben, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med sin sport. Med en ukuelig vilje kæmpede han for at komme tilbage i sporten, og efter at have gjort comeback i en håndbetjent racerbil kunne han i august 2000 blive tiljublet af 15.000 tilskuere som vinder af Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.

To år senere sikrede han sig samme sted den samlede sejr i Danish Touringcar Championship, og han skrev dermed ikke bare Danmarkshistorie, men også verdenshistorie, da han som den første lammede racerkører vandt et betydende nationalt mesterskab.

Bog og hæderspriser

Jason Watt har beskrevet sin ulykke og efterfølgende kamp om at komme tilbage til motorsporten i bogen "Fordi jeg vil", og han har siden modtaget flere hædersbevisninger såsom Hans Just A/S’ Idrætspris, Dansk Automobil Sports Unions hæderstegn i guld og den britiske Innes Ireland Trophy.

Udover at være aktiv i motorsporten, hvor han siden 2008 har været teamchef for Team Bygma Jason Watt Racing, er Jason Watt også medvært på tv-programmet Gear og Lir på 6’eren, ligesom han er en hyppig anvendt debattør på TV2.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078