23948sdkhjf

DanWheels har fået Sparco og ABT i hus

Den danske fælg- og dækimportør kan desuden præsentere et femhuls universal-patent fra TSW, som både bilforhandlere og bilister kan nyde godt af.
Stoltheden lyser ud af indehaver af DanWheels, Rolf Böll, da han viser sine scoop frem for Motor-magasinets udsendte. Det er lykkedes ham at blive eneimportør af kendte Sparcos fælge, få et spændende patent på en universal-løsning fra TSW-fælge samt den eksklusive ABT-tuning i hus, som tidligere lå hos VW-importøren Skandinavisk Motor Co., SMC.

- Jeg er simpelthen beæret over aftalen med italienske Sparco, som alle i autobranchen kender fra motorsport og for super TÜV-godkendt kvalitet, siger Rolf Böll.

Sparco har valgt DanWheels til at markedsføre en sportspræget linje, produceret af kendte OZ, til almindelige bilister. Importen af det normale OZ-program ligger stadig hos RallyCentret.

- Sparco ville gerne finde nye kanaler til sin distribution og fandt vores rammer her i det tidligere Hatting-bageri ved Horsens perfekte, sammen med vores øvrige sortiment. Den italienske producent har fuldstændig styr på tingene, og min advokat måtte gennemgå 10 sider med klausuler, blandt andet til krav om vores sortiment, fortæller Rolf Böll.

Sparco Wheels ligger i mellemprislejet, og DanWheels melder allerede nu om mange interesserede kunder i autobranchen, ikke mindst fra bilforhandlere, der selv har kørt motorsport og gerne vil forhandle mærket. DanWheels tilbyder en Shop in shop med stativ, brochurer med mere.

- Ordrerne vælter ind, og det har vi aldrig prøvet før i den grad. Flere kunder har bestilt alene ud fra navnet Sparco uden at have set fælgene. Også en bilimportør har vist interesse, og vores første container, der kommer 1. marts, er halvt solgt, fortæller en glad Rolf Böll.

80 procent af de indkøbte fælge er i størrelsen 14-18 tommer. Især er Rolf Böll overrasket over, at farver som hvid og bronze ser ud til at hitte – gennem afsmitning fra rallysporten - ligesom han tror, matsølv vil blive trendsætter.

I dialogen med Sparco har DanWheels fået udvirket, at OZ nu producerer en 17 tommer fælg til den populære Suzuki Swift. Den danske og nordiske bilist-mentalitet går mod stadig større fælge, som for eksempel italienerne ikke selv må køre på til de givne bilmodeller.

DanWheels har 1000 kunder i databasen, mest autoriserede bilforhandlere og bilistbutikker. Foruden nu også Sparco har importøren også agentur på fælge af mærkerne TSW, Brock/RC, Proline, DBV, det italienske highend mærke Arcasting samt en egenproduceret DanWheel-fælg, lavet gennem en tysk leverandør.

Universal-fælg

Netop TSW står for sæsonens næste scoop hos DanWheels. Den amerikanske fælgproducent har patenteret en løsning, hvor løse bolthul-skiver fæstnes med en låsering i de helstøbte fælge. Dermed kan bolthullerne justeres individuelt (se foto), så en given fælg således kan monteres på 90 procent af alle femhul-biler, lyder meldingen.

- Det giver fordele for både bilforhandlere, bilister og os som leverandør – selv om det ganske vist måske går ud over vores salg, siger Rolf Böll.

Bilforhandlere kan nøjes med færre fælge på lager, og det vil være nemmere at montere fælge på rækken af brugtbiler og dermed optimere bilsalget. Fordelen for bilisterne er, at de kan flytte fælgene med til den næste bil, blot med et nyt boltsæt, der er bilmodelspecifikt.

- TSW’s patent gør det også nemmere for os som distributør at spare lagerplads, og det er godt for transport og miljø, som mange lægger vægt på i disse tider, siger Rolf Böll.

De amerikanske fælge bliver produceret i Østen på en ny og topmoderne fabrik, der giver fælgene en god coatning, så overfladen ikke irrer.

ABT-opbygning på nettet

Scoop nummer tre for DanWheels er, at importøren i år også får den tyske tuningsspecialist ABT i sit program. ABT specialiserer sig i VW-familiens bilmodeller, og står blandt andet bag den succesfulde danske racerkører Tom Kristensens Audi Sport-team ABT Sportsline.

- Vi tager det som en super udfordring at have overtaget agenturet fra SMC. ABT er dyrt og eksklusivt, så vi bevæger os lige så stille ind på markedet, fortæller Rolf Böll – der får en opringning fra en dansk bilforhandler om netop ABT-linjen i samme sekund.

I Tyskland bestiller bilejere især ABT-tuning via nettet, ofte i forbindelse med køb af ny bil, og sidder og "leger" med skræddersyet opbygning på nettet - mens taxameteret stump for stump bliver sammentalt i euro.

- Vores netversion sammentæller den vejledende pris på udstyret, og så er det op til forhandlerne selv, som vi henviser til at sælge de nødvendige monteringstimer, siger Rolf Böll og fortsætter:

- På trods af finanskrisen og det stigende salg af småbiler er der kunder til dyrere tuning, som ikke bare vil klistre hvad som helst på bilen. Audi A1 bygges for eksempel på samme platform som Polo, men køberne er et helt andet klientel, som går mere op i tuning.

DanWheels har ikke selv værksted i Horsens, for ikke at konkurrere med egne kunder. Men på sigt skal der måske ansættes en specialkonsulent til ABT-tiltaget, der kan supportere DanWheels kunder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094