Biløkonom tager springet
Ung biløkonom slår sig løs som iværksætter. Jonas Gissel Mikkelsen står bag FourStroke Management.
Indledningsvist skrev han uddannelseskontrakt med CAPS Harley-Davidson A/S i Århus, hvilket gør ham til den første biløkonom med et bonusspeciale inden for motorcykelbranchen. Igennem sin uddannelse udmærkede Jonas sig som studerende og deltog aktivt i kurser og arrangementer blandt andet ved at repræsentere Danmark i det internationale simulationsspil NUCARS, som afholdes af Northwood University og Toyota, og en række arrangementer, der havde til formål at fremme biløkonomuddannelsen.
Under sin uddannelse og i forbindelse med sit arbejde for Harley-Davidson rejste han til Californien for at samle erhvervserfaring fra det store udland og derved også færdiggøre sin uddannelse. Her blev tilknyttet en stor forhandler i Los Angeles, California Harley-Davidson, og hans tid i USA blev en stor succes. Efter blot en måned påtog han sig stillingen som projekt- og marketingschef for firmaet. Det gjorde han så godt, at der ventede ham en stilling hos Harley-Davidsons europæiske hovedkontor i Oxford i England ved hans tilbagevenden til Europa.
Variabel omkostning
- Desværre skulle det ikke gå så vel. I mellemtiden havde den økonomiske krise sat ind, og aktiviteterne, som jeg skulle have været med i spidsen for i England, blev sat i bero. I stedet for så jeg et potentiale i krisen, forklarer han.
Problemet i branchen og for hans medstuderende var og er netop, at branchens aktører, både producenter, importører og forhandlere af biler, motorcykler og andet til eftermarkedet, ikke havde eller har rig mulighed for at fuldtidsansætte biløkonomer eller generelt markedsføringsfolk.
- Ved at blive en variabel omkostning og tilbyde mine ydelser på deltid, som konsulent eller på et freelance basis, var det pludselig meget mere optimalt for virksomhederne. Hvis jeg kunne tilknyttes virksomheden for kun den tid, jeg skulle bruges og derefter ikke længere, ja så ville det være en overkommelig, effektiv og profitabel investering, forklarer han.
Derfor startede Jonas Gissel Mikkelsen i november 2009 firmaet FourStroke Management ApS, som hovedsageligt arbejder med projektadministrering inden for markedsføring, kommunikation og organisation. Også udarbejdelse af kampagner, markedsføringstrategi/plan, branding eller optimering af organisationen og forbedring af kommunikationen, intern som ekstern, hører til opgaverne for FourStroke Management.
- I disse tider står branchens aktører over for en masse udfordringer, og der skal gøres en masse tiltag. Der skal planlægges, udnyttes og udvikles for at klare udfordringerne. Uafhængigt af virksomhedens størrelse eller foretagende i branchen, lokalt, nationalt eller internationalt, tilbyder jeg via FourStroke Management at tage en uforpligtende samtale om mulighederne, lover Jonas Gissel Mikkelsen.
Mere på www.4s-management.dk