FDM klapper over skadesudbud
Glæder sig over forsikringsselskabs krav om tre års garanti på skadesreparationer i udbudsrunde, der kan være forløber for ny tendens i autobranchen.
- Vi kan kun klappe i hænderne over, at der nu bliver gået så systematisk til værks, og at de vindende værksteder skal levere tre års garanti på reparationsarbejdet. Autobranchen har længe vredet og våndet sig over forsikringsbranchens fordelsværksteder, men dette udbud viser, at der skal være kvalitet i arbejdet til lavest mulige priser. Forbrugerne har en interessere i, at forsikringspræmien ikke stiger, siger juridisk chef hos FDM, Per Alkestrup.
Han ser ikke noget problem i, at forsikringsselskaberne med sine fordelsværksteder forsøger at dirigere kunderne til de udvalgte værksteder, da selskaberne jo "betaler festen".
Vær seriøs med bud
Mærkeværkstedernes organisation D.A.F. mener, at flere forsikringsselskaber nok vil følge trop med udbud og forudser, at kundens frie værkstedsvalg dermed i højere grad bliver begrænset.
D.A.F. opfordrer sine medlemsvirksomheder til at arbejde meget seriøst med beregning af værkstedets effektivitet for at kunne byde ind med en realistisk pris på sine ydelser.
- Der er ikke meget ved at vinde et udbud, hvis man efterfølgende må konstatere, at prisen var urealistisk. Man skal i den forbindelse også være opmærksom på, at man ved indgåelse af en reparationskontrakt formentlig vil være bundet af sit tilbud i aftaleperioden, siger direktør i D.A.F., Preben Kjær.
For at deltage i udbudsrunden skal værkstedet på forhånd acceptere en lang række krav og betingelser. For eksempel skal værkstedet følge og kunne fremvise fabrikkens reparationsanvisninger og arbejde efter en dokumenteret miljøpolitik og miljøsystem. Værkstedet skal følge Forbrugerklagenævnets ikke-retligt bindende afgørelser, gennemføre både intern og ekstern kvalitetskontrol, stille gratis lånebil til rådighed samt vaske og støvsuge kundebilerne efter reparation. Det skal udføre tilstandsrapport af bilens sikkerhed hvad angår lys, lygter, bremser, dæk, styretøj med videre, lave plan for efteruddannelse af medarbejderne, etablere hente- bringeordninger og ikke mindst yde de nævnte tre års garanti på reparationen.