Akio Toyoda grillet i den amerikanske Kongres
Et enkelt medlem af kongressen anklagede Toyota for at sætte profit højere end sikkerhed. Akio Toyota, barnebarn af grundlæggeren af verdens største bilkoncern, undskyldte flere gange og udtalte, at man har lært af denne affære, som er en de største tilbagekaldelser i USAs historie.
Kongres-medlemmerne krævede svar på, hvad Toyota vidste om problemerne og i hvor lang tid, før der blev taget affære. Den amerikanske Toyota direktør James E. Lentz indrømmede før høringen, at han ikke er fuldstændig sikker på, hvad problemerne med gulvmåtterne og de defekte gaspedaler, samt bremserne i Prius, indebærer. Akio Toyoda måtte indrømme, at udviklingen nok var gået for stærkt hos Toyota.
Samtidig kom det frem, at Toyotas lobbyister har arbejdet ihærdigt overfor politikere i Kongressen for at undgå tilbagekaldelser. Det ville have sparet Toyota for mange penge, i hvert fald i første omgang. Dette forhold bliver nu efterforsket, og hvis det er sandt, kan det betyde store bøder til Toyota i Japan og USA.
Den tidligere Toyota chef i USA, Jim Press, har også blandet sig i affæren, men Toyota ønskede ikke hans tilstedeværelse ved kongres-høringen. Han udtaler til pressen i Detroit, at han ikke ønsker at blande sig, og at Akio Toyoda er den eneste rigtige mand i toppen for verdens største bilkoncern. Og den eneste, som kan redde Toyota ud af problemerne. Toyoda har kun været chef siden juni sidste år.