Toyota tilbagekalder 2,3 millioner biler
Den sidste tilbagekaldelse rammer mange af de samme ejere, som sidste efterår fik brev fra forhandleren. Denne gang er det gaspedalen, som er problemet. Den kan pludselig skabe en uønsket acceleration.
En af USAs kendte analyseeksperter inden for bilindustrien, Maryann Keller, som i dag driver eget bureau, har udtalt til The Detroit News, at det koster Toyota masser af penge med de alt for mange tilbagekaldelser, udover det dårligere omdømme, de skaber.
Det er imidlertid Toyota selv, som har fat om problemet, før myndighederne National Highway Trafic Administration havde vurderet sagen efter 15 alvorlige uheld. Det er samtidig kommet frem i USA, at Toyota havde samme problem i Europa i slutningen af 2008.
Tilbagekaldelsen omfatter nogle af Toyotas populæreste modeller såsom RAV4, Corolla, Matrix, Avalon, samt Camry, og to pickups, som kun sælges i Nordamerika. Ingen Lexus- modeller, eller Scion, som kun sælges i USA, er omfattet af den seneste tilbagekaldelse.