Ny spiller på privatleasing-markedet
Alm. Brand bruger sin erfaring fra erhvervsleasing til at kaste sig over privatmarkedet.
- Produktet er et led i vores koncernstrategi på privatområdet. Vi tilbyder i forvejen leasing på erhvervsområdet, så meget af den viden og det setup kan vi overføre på det private marked. Vi udvider samtidig den samlede produktpalet til privatkunder, fordi kunderne har efterspurgt det, og fordi vi gerne vil beholde kunderne hos os i koncernen, siger afdelingsdirektør i Alm. Brand Leasing, Thomas Lindgren Mortensen, om baggrunden for introduktionen af privatleasing af personbiler i Alm. Brand.
Alle kan efter normal procedure blive privatkunder i Alm. Brand Leasing og blive godt kørende, men det vil være en fordel, hvis man i forvejen har kundeforhold i Alm. Brand Bank eller Alm. Brand Forsikring.
- Kunder, der er eller ved indgåelse af aftalen bliver PlusKunder (fordelskunder) i vores bank eller forsikringsselskab, vil få en særlig fordelagtig pris, ligesom der vil være særlige fordele til medarbejdere i virksomheder, der har en fleet managment-aftale med Alm. Brand Leasing i forvejen, forklarer Thomas Lindgren Mortensen.
Efter nytår forventer Alm. Brand Leasing at kunne tilbyde en pakke, der også indeholder kaskoforsikring i samarbejde med koncernens forsikringsselskab.