23948sdkhjf

Afgiftsreform er langtfra klar

SRSF-regeringen bebuder klimavenligere bilafgifter.
Regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" og den nye skatteminister er karrig med detaljer om den bebudede reform af bilafgifterne.

Forbrugere og autobranchen har kun en kortfattet linje i regeringsgrundlaget at holde sig til, hvad angår en bilafgiftsreform, der gør nye miljø- og klimavenlige biler billigere uden, at statskassen mister en krone.

Regeringen vil "fremsætte forslag til en provenuneutral reform af afgifterne på personbiler," der understøtter målet om bedre fremkommelighed og mindre luftforurening.

Hvornår og hvordan?

Skatteordfører og politisk ordfører Jesper Petersen (SF) nøjes med at gentage sin udtalelse fra valgkampen om, at man kunne skrue på den miljøbetingede del af registreringsafgiften, så gevinsten blev øget ved at købe en bil, som kører over 16 km/liter, mens afgiften tilsvarende blev skærpet for biler under 16 km/l.

Hans udgangspunkt er, at prisen på skiltet for autoforhandleren har langt større betydning end den miljøgraduerede ejerafgift.

Tidligt i valgperioden

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) beder om tålmodighed, når man spørger til detaljer i den kommende afgiftsreform. Det er i tråd med, at regeringen først kan offentliggøre et lovkatalog i slutningen af november, altså listen over lovforslag i folketingssamlingen frem til sommerferien.

- Nu skal vi for alvor i gang med arbejdet og vil lave konkrete tidsplaner de kommende uger og måneder. Det ligger os højt på sinde, og vi vil ikke udskyde det til sidst i valgperioden, siger Thor Möger Pedersen til Motor-magasinet.

- Vi har en klar målsætning om at gennemføre en provenuneutral omlægning, som skal det gøre det billigere at købe miljørigtige biler. Vi vil grundigt undersøge de tekniske muligheder for at nå det mål, fortsætter skatteministeren.

Købsbonus afvises

Skatteministeriet forsøgte forgæves under Venstre-ministrene at lave et system, der tog højde for både forurening og sikkerhed, så et naturligt spørgsmål til den rød-grønne skatteminister er, om sikkerhed vil indgå som et element?

- Det tør jeg slet ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Vi skal nok fremlægge en konkret plan, når den tid kommer, svarer Thor Möger Pedersen.

Han afviser, at omlægningen af registreringsafgiften kunne erstattes af en miljøbonus som i Sverige: - Nej, det tror jeg ikke, men vi skal nok fremlægge en konkret plan omkring registreringsafgiften.

Ønsker prisuafhængig afgift

D.A.F.’s direktør Jens Brendstrup ønsker registreringsafgiften omlagt fra en værdiafgift til en købsafgift uafhængig af bilens pris. Desuden bør omlægningen blive økonomisk neutral for bilejerne under ét.

- Det er et samfundsmæssigt fornuftigt initiativ at gøre de miljøvenlige biler billigere. Det vil gøre det mere attraktivt for danskerne at udskifte de mere miljøbelastende biler, pointerer Jens Brendstrup.

FDM’s adm. direktør Thomas Møller Thomsen tvivler på, at regeringens ambitionsniveau rækker ud over nye lapper på afgiftssystemet og lempelser for bestemte teknologier:

"Der er behov for en teknologineutral reform, der sikrer hurtig fremme af energieffektive, miljøvenlige og sikre biler, der er anvendelige for familien Danmark."
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109