Sølv til lærling ved Skills i London
Den 21-årige karrosseritekniker Nicolai Vinther Buur-Morudsen fra Kibæk er blandt de ypperste i verden til sit fag. Søndag aften modtog han sølvmedalje ved World Skills verdensmesterskaberne i håndværk foran 16.000 mennesker i London, kun besejret af en japaner.
Nicolai Vinther Buur-Morudsen er uddannet ved Pladesmed Rasmussen Autoopretning ApS i Herning og Silkeborg Tekniske Skole. Der var ikke de store jubeludbrud fra den sindige jyde, da hans navn blev råbt op ved prisoverrækkelsen.
- Jeg har gjort, hvad jeg kunne og er tilfreds med min egen indsats, sagde en træt Nikolaj Vinther, da fire dages konkurrencer var overstået. Han var allerede lørdag klar over, at opløbet var tæt.
Den danske dommer Jesper Vang Falkenberg er imponeret over den danske sølvmedaljetager.
- Flere af de deltagere, Nicolai var oppe imod, har været i betalt træningslejr i otte måneder. Det sætter hans præstation i relief, siger den danske dommer.
Også brancheorganisationen for karrosseribyggere, SKAD, glæder sig over den flotte danske placering.
- Vi ønsker tillykke med andenpladsen og er stolte over, at et dansk værksted klarer sig så flot, udtaler direktør i SKAD, Thomas Krebs.
Hæder til Glenn
Foruden sølvmedaljen til Nicolai Vinther Buur-Morudsen blev det to guldmedaljer inden for murer- og malerfaget til det danske håndværker-landshold ved VM i Håndværk. Den danske mekaniker Palle Lund Schmidt fra Årre Truck og Traktorservice nåede ikke skamlen.
Fem hæderbevisninger, Medallion of Excellence, blev uddelt, herunder en til vognmaler Glenn Holst Nielsen fra Søborg.
Stolt minister
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) var i London for at besøge de danske deltagere.
- Det er et fantastisk flot resultat, vi kan være utroligt stolte af. Det var en stor oplevelse at møde de 15 unge danske deltagere, som var utroligt dygtige, og som med stor koncentration og engagement leverede topkvalitet under verdensmesterskabet. De har virkelig har fortjent hæderen og medaljeregnen.
- Jeg glæder mig til at sætte fokus på den høje kvalitet i de danske håndværker-uddannelser til det kommende Danmarksmesterskab i håndværk, DM-Skills i Odense i januar 2012, så vi kan sende et nyt hold dygtige unge af sted til det næste danske håndværker-landshold. Og dermed motivere endnu flere unge til at starte på en af de gode danske håndværkeruddannelser.
- Erhvervsuddannelserne gør en stor indsats for at uddanne dygtige håndværkere. Lige nu viser nogle af de allerdygtigste, at Danmark konkurrerer med verdenseliten inden for fagene. Der er vigtigt, at vi både anerkender og udvikler de praktiske fag og færdigheder, så vi fortsat kan uddanne håndværkere og skabe håndværksvirksomheder, der kan konkurrere blandt de bedste i et stadig mere globalt arbejdsmarked, siger Christina Antorini.