Matthies åbner i Danmark
Nordtysklands største bil- og mc-reservedelsgrossist har åbnet sin første afdeling i Danmark. Familiefirmaet begynder med et stort lager i Kolding afdelingen.
- Matthies er branchedominerende i Nordtyskland, og når det gælder levering af reservedele og forbrugsvarer til mc-branchen, er firmaet et af Europas førende. Som reservedelsgrossist er det i 1933 grundlagte Matthies et velkendt navn i den tyske branche, hvor firmaet har over 750 ansatte. Nu er turen kommet til Danmark, hvor virksomheden allerede har mangeårig erfaring via en etableret kundekreds, oplyser Carsten Clausen, adm. direktør for Johannes J. Matthies aps.
Da Matthies i 2006 åbnede en afdeling i Flensborg, viste det sig hurtigt, at Danmark var et potentielt marked for virksomheden, fordi flere og flere danske kunder begyndte af kommer over grænsen for at handle reservedele, værktøj og forbrugsvarer til deres værksteder. Det reagerede firmaet hurtigt på og begyndte derfor at sende deres egne varebiler med leveringer til de danske kunder i det sydlige Danmark.
Matthies har på den måde testet markedsmulighederne i Danmark siden 2006, og med afsæt i disse positive markedserfaringer var det grundlaget for, at der nu er etableret et dansk selskab med navnet Johannes J. Matthies aps. med dansk ledelse og dansk personale, som den 28. oktober åbnede den første afdeling med udgangspunkt fra Kobbervej 7 i Kolding, oplyser en pressemeddelelse.
Herfra sælges og leveres der nu reservedele og forbrugsvarer til biler og motorcykler fra et lager med ti kilometer hyldemeter, hvorfra mere end 34.000 artikler omgående kan leveres til kunderne. Matthies i Kolding indgår i et integreret koncernlogistisk setup, hvilket betyder, at man fra dag til dag derudover fra Kolding kan levere fra hele sortimentet på mere end 90.000 varenumre samt mc-artikler til mere end 19.000 forskellige modeller. Deraf navnet på varebilerne og bygningen i Kolding: Matthies Autoparts Bikeparts.
Matthies sortimentet dækker reservedele til bil- og mc-branchen samt forbrugsvarer, olie, dæk og fælge, autoruder, værktøj og komplet værkstedsindretning, og som kunde kan man på Kobbervej 7 eksempelvis også få blandet og leveret autolak i mere end 4500 farver.
- Vi har et stort og bredt sortiment til bil- og mc-branchen, og et af kendetegnene ved vort forretningskoncept er, at vi har en meget stor andel af vort sortiment tilgængelig tæt på kunden, alene i Kolding starter vi med 34.000 artikler til omgående levering. Vi forhandler velkendte kvalitetsprodukter, reservedele af OE kvalitet, kendte mærker og produkt-alternativer så som eksempelvis vort eget mærke JM, som nemt kendes ved den enkelt designede rød-hvide label, og som er en produktserie, der er en stor sællert på det tyske marked, udtaler Carsten Clausen.
Matthies er en grossistvirksomhed, der henvender sig til virksomheder i auto- og mc-branchen.
- Online har vi åbnet hele døgnet og derudover tilbyder vi kunderne udvidede åbningstider, hvilket gør, at man som kunde kan ringe, bestille og afhente varer i Kolding mandag til fredag fra kl. 7.30 til 17.30, og vore chauffører leverer naturligvis også ud til kunderne flere gange dagligt allerede fra kl. 7 om morgenen, oplyser Carsten Clausen.
- Samtlige ansatte medarbejdere hos Matthies i Kolding har været igennem et uddannelsesforløb i de tyske afdelinger i kombination med, at de medbringer mangeårigt branchekendskab fra det danske marked. Dette er fundamentet for vor lancering af Matthies konceptet i et dansk setup og med hensyn prisniveau, så er der ikke forskel på priserne i Tyskland og Danmark - vi går på markedet i Danmark med de samme attraktive netto riser som i Tyskland, lover Carsten Clausen.