D.A.F. foreslår norsk model for omlægning af registreringsafgiften
Socialdemokratiets energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil har præsenteret et udspil til omlægning af registreringsafgiften. D.A.F. er ikke ubetinget begejstret for forslaget.
Danmarks Automobilforhandler Forening er enig i tanken om at gøre de miljørigtige biler billigere og vil i det hele taget meget gerne forny den 50 år gamle registreringsafgift. Men så rækker enigheden heller ikke længere.
- Det socialdemokratiske forslag fokuserer ensidigt på brændstoføkonomien og CO2-udledningen. Vi foreslår at supplere med andre parametre såsom bilens vægt og motorstørrelse, siger Jens Brendstrup, adm. direktør i D.A.F.
Han henholder sig til, at man i Norge med held har ændret registreringsafgiften, så den nu beregnes ud fra bilens vægt, motorstørrelse samt CO2-udledning. I Norge har man valgt at sætte grænsen ved 130 gram CO2 pr. kilometer ved beregningen af registreringsafgiften.
Erfaringer fra Norge
- Vi foreslår at læne os op af den norske model, hvor man har nogle erfaringer i stedet for at vælge en vej, som ingen har prøvet før. Det er grundlæggende godt med en ny registreringsafgift, men det socialdemokratiske forslag vil give nogle store forvridninger i bilsalget. Nogle mærker vil glide helt ud af markedet, mens andre bliver forgyldt, siger Jens Brendstrup.
Han sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved, om forslaget vil give en provenuneutral omlægning af registreringsafgiften, sådan som regeringen lægger op til. De billige biler i energiklasse A giver nemlig kun 20-30.000 kroner i registreringsafgift pr. bil, mens de dyrere biler giver meget mere. Hvis danskerne i endnu højere grad begynder at købe de mest energivenlige biler vil det derfor efterlade et hul i statskassen.
- 80 procent af de benzinbiler, der er solgt fra januar indtil udgangen af august er inden for energiklasse A, selvfølgelig kan man få lidt flere til at købe dem, men hovedparten af dem, der køber ny bil, køber allerede sådan en bil, anfører Jens Brendstrup.
Han understreger også, at der jo er grænser for, hvor meget billigere disse biler kan blive, når registreringsafgiften kun udgør 20-30.000 kroner ud af bilens pris.
For tidligt
Det helt store problem for D.A.F. er imidlertid, at Socialdemokratiet fremlægger sit forslag så tidligt, for der er et helt år til det endelige forslag vil være klart. Al debatten om omlægning af registreringsafgiften vil få folk til at vente med at købe ny bil, og det betyder både færre indtægter til staten og mere CO2-udledning fra de gamle biler.
- Nogle bilforhandlere kommer til at brænde inde med lagre af biler, der bliver væsentligt dyrere, siger Jens Brendstrup.