Hjemmeside sætter brændstof i udbud
Forbrugeren eller virksomheden tilmelder sig rabatbenzin.dk ved at udfylde formularskemaet på hjemmesiden med det antal liter benzin, diesel- og/eller fyringsolie, man forventer at bruge i løbet af det kommende år. Den 1. april 2012 vil der blive afholdt licitation overfor de landsdækkende benzinselskaber på det samlede antal liter, der er meldt ind til rabatbenzin.dk. Det selskab, som tilbyder den laveste pris i forhold til listeprisen, vinder licitationen og forbrugere og virksomheder er hermed sikret en fast rabat pr. liter for det næste år. Herefter afholdes ny licitation for det kommende år.
Rabatbenzin.dks hjemmeside har en "benzintæller" der løbende viser hvor mange, der har tilmeldt sig ordningen.
Privatkunder skal indbetale et medlemsgebyr på 100 kroner om året. For virksomheder er gebyret 250 kroner plus 75 kroner pr. medarbejderkort for de første 10 stk. og efterfølgende 50 kroner pr. stk. Gebyret skal først betales, når licitationen er afholdt, så man ved, hvor meget man får i rabat, før man betaler sit gebyr.
Fremadrettet vil rabatbenzin.dk arbejde på at skaffe de billigste priser til kunderne på også tilbehør til biler, reservedele, bilrejser etc. Kort sagt alt til bilen.