Tidligere HC-chef på banen igen
Jens Lindholm har startet reservedelsfirmaet PowerMax i Bramming efter udløbet af en klausul fra Bosch og Holger Christiansen A/S.
Bosch overtog i 2007 Holger Christiansen A/S, og i foråret 2010 stoppede Jens Lindholm efter 20 år i firmaet. Han har ifølge JyskeVestkysten siden været bestyrelsesformand for Viking Life-Saving Equipment og bevidst holdt lav profil. Men for et halvt år siden udløb hans erhvervsklausul med Bosch, og han har derfor stiftet selskabet PowerMax A/S, der skal stå for produktion og distribution af reservedele og komponenter til bilindustrien. Dermed vender Lindholm tilbage til sit gamle erhvervsområde, nu i 3000 kvadratmeter store lokaler købt af Viking til markedsprisen.
- Jeg har stringent holdt mig til klausulen og glæder mig til et nyt forløb i autobranchen, siger Jens Lindholm til avisen.
Hans nye virksomhed kommer til at operere inden for samme område som Bosch. Men Jens Lindholm har ikke tænkt sig at gå giganten i bedene.
- Bosch er jo en megakoncern, mens vi i opstartfasen er fem medarbejdere. Men det kan da ikke undgås, at vores veje krydses, lyder det fra erhvervsmanden, der forventer at vokse i lokalerne, der er dimensioneret til væsentlig flere medarbejdere.