Ajour med alverdens autobranche
HANKOOK HAR ÅBNET et datterselskab i Polen.
BORGWARNER KOM UD AF sidste kvartal med en rekordomsætning på 9,9 milliarder kroner, et plus på 27 procent. Efter årets første ni måneder er omsætningen på 29,4 milliarder kroner, plus 30 procent.
FLERE TIDLIGERE DIREKTØRER hos Delphi Corp. er blevet idømt bøder for samlet 1,8 milliarder kroner. Den tidligere præsident J. T. Battenberg III skal betale 1,2 milliarder kroner. Det er som straf for at have misinformeret de amerikanske myndigheder ved salget af Delphi til General Motors, oplyser retten i Chicago. Sagen har stået på i flere år. Alle de dømte har anket sagen.
DER ER FREMSTILLET to millioner Yaris på fabrikken i franske Valenciennes siden starten for ti år siden.
BMW PLANLÆGGER AT drosle den tyske basisproduktion ned fra 70 procent til 50 procent og udvider i Kina og USA, så den udenlandske bilproduktion bliver på 50 procent.
DE 3500 MEDARBEJDERE hos Saab i Trollhättan har fået at vide, at medarbejderstyrken skal reduceres med 500 ansatte.
JOE LOCICERO I MAINE i USA har kørt 1,62 millioner kilometer i en 15 år gammel Honda Accord. Forleden fik han foræret en ny Accord af Honda i USA.
AMERIKANSKE J.D. POWERS analyseafdeling for kommende salg af biler og tilhørende produkter er blevet købt af engelske LMC Automotive.
HONDA SKÆRER PRODUKTIONEN ned i USA på grund af manglende komponenter fra Thailand efter de store oversvømmelser.
CONTINENTAL HAR OMSAT næsten det samme i årets første ni måneder som hele sidste år, nemlig for 168,4 milliarder kroner.
ØSTRIGSKE KTM HAR i årets første ni måneder omsat for små tre milliarder kroner, et plus på 11,6 procent, og solgt 59.847 motorcykler.
SAAB HAR MISTET sin produktions- og indkøbschef Gunnar Brunius, som efter 30 år hos Saab begynder hos Volvo Aero, ligeledes i Trollhättan.
DAIMLER AG OG kinesiske Beijing Automotive Group Co. har underskrevet en hensigtserklæring omkring udvidelse af udvikling og samarbejde i Kina.
SKODA MODELLERNE YETI og Superb kommer med samme Greentec teknologi som Octavia, der er meget økonomisk.
NISSANS PRESTIGEMÆRKE Infiniti får nyt hovedkvarter i Hongkong, der skal arbejde tæt sammen med det japanske center i Yokohama.
INTERESSEN FOR NÆSTE års Reifen dækMesse 5.-8. juni er stigende. Udstillingsområdet i Essen bliver udvidet, idet 600 udstillere fra 40 lande har tilmeldt sig.
SMÅ 20 PROCENT AF undersøgte linie- og rejsebusser i Tyskland havde alvorlige fejl og mangler i sikkerhedsudstyret.
TOYOTA INVESTERER CIRKA 3,7 milliarder kroner i et nyt forskningscenter i Kina.
NISSAN QASHQAI 2WD har fået en ny dieselmotor 1,6 dCi 130 hk med Stop & Go, der udleder 119 g/km CO2.
OPEL HAR AMBITIONER om at fordoble salget fra 2,6 procent til fem procent i de næste to til tre år, til små 100.000 biler årligt i Rusland.