Kun en faldt gennem stjerneregn
I fjerde kvartals første af to crashtest er det kun Lancia Voyager, som ikke får fem stjerner. Bilen kommer i øvrigt ikke til Danmark.
De 11 testede biler, der får fuldt hus af stjerner, er Audi Q3, BMW 1-serie, Chevrolet Captiva, Fiat Freemont, Ford Ranger, Hyundai Veloster, Lancia Thema, Mercedes-Benz M-klasse, Opel GTC, Opel Zafira og Toyota Yaris.
I Danmark belønnes biler med de maksimale fem stjerner med en rabat på registreringsafgiften på op til 3600 kroner, afhængig af bilens pris.
- Testen viser, hvor langt bilproducenterne er kommet i arbejdet med sikkerheden. Og den er samtidig en understregning af, at bilklubbernes fælleseuropæiske testsamarbejde har båret frugt, siger FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet, Søren W. Rasmussen.
Selvom de mange stjerner umiddelbart pynter, hæfter han sig alligevel ved, at flere af bilerne har et par skønhedsfejl.
- Fem stjerner er flot og vidner om en sikker bil. Men nærlæser man resultaterne for de enkelte biler, er der dog plads til forbedringer på flere områder såsom blandt andet fodgængersikkerhed og aktivt sikkerhedsudstyr. Men generelt er bilernes evne til at beskytte passagererne i bilen god, og det er en glædelig udvikling.
Euro NCAPs test er løbende blevet udviklet, så kravene til bilernes sikkerhed hele tiden øges. Allerede næste år strammes kravene yderligere, og det giver travlhed på testbanerne i dette års sidste måneder. En ny omgang resultater fra testlaboratoriet er således klar allerede om en måned.
Alle resultaterne af de forskellige bilers test findes på www.fdm.dk/crachtest