Nyt tiltag uden autorisation
De frie værksteders forening CAD mener, det er brud på markedsføringsloven, når nybilforhandlerne og bilimportørerne kalder nyt tiltag og hjemmeside DeAutoriserede.dk.
Fra CAD siger direktør Erik S. Rasmussen, at han ikke selv har besøgt nybilmessen, fordi han har travlt med at lægge kræfter i eftermarkedet for sine medlemmer. Men han har hørt fra medlemskredsen om mærkeværkstedernes nye tiltag og melder, at han havde forventet et sådant modtræk til succesen hos de frie værksteder, som han vurderer efterhånden har 60 procent af eftermarkedet.
- Jeg har fuld forståelse for, at mærkeforhandlere og -værksteder må rykke sammen i bussen. Men det forstyrrer ikke vores nattesøvn. Det er derimod forstyrrende, at de kalder sig autoriserede værksteder. Det er at stikke blår i øjnene på forbrugerne og en overtrædelse af markedsføringsloven, da autorisation kun kan tildeles eksempelvis advokater, revisorer, el- og vvs-installatører. Autorisation kræves ikke for at sælge eller reparere biler, hvor alle kan starte op, selv uden uddannelse. At mærkeforhandlere og mærkeværksteder skulle være autoriseret er en fortærsket floskel, som nybildelen af autobranchen har været dygtige til at holde fast i. Men det er under falske forudsætninger, de således fortsætter med at plukke bilejerne, og det er utroværdigt.
- Vi kan se, at forbrugerne er ved at gennemskue nybildelen, og jeg forventer ikke, at tiltaget flytter noget. Kunderne må undre sig over, hvorfor det skal være dyrere at få vedligeholdt en ny bil end en brugt i samme koncern, når for eksempel VW lige har lanceret sine VW Express-værksteder i erkendelse af, at deres normale mærkeværkstedspriser er for høje, siger Erik S. Rasmussen.
Frit koncept på vej
CAD-direktøren kan derimod fortælle, at de frie værksteders forening er klar til konkurrence med et lignende udspil, der skal lanceres under navnet Findværksted.dk den 1. december.
Det skal markedsføres ud fra argumenter om, hvad CAD mener at være gode til.
- Vi skal bibeholde vores troværdighed og gør ikke forskel på kunder, men har samme fornuftige pris på værkstedsarbejde uanset, om kunderne kommer i en gammel Corolla eller en spritny Spark, siger Erik S. Rasmussen.
Findværksted.dk er et rent CAD-tiltag, der stiller krav til de tilsluttede værksteder. 180 har tilmeldt sig indtil nu, at ved omkring 250 tilsluttede værksteder er tiltaget landsdækkende og klar til udmelding og markedsføring.
DBI: Gængs talemåde
Kritikken er skudt forbi, mener De Danske Bilimportører. Herfra siger adm. direktør Bent Mikkelsen, at han mener, tiltaget og sitet er meget afbalanceret.
- Vi har i DBI og D.A.F. gjort os umage med ikke at træde nogen over tæerne. Sitet bringer sober information, og det står ingen steder nævnt, at værkstederne er offentligt autoriserede.
- At kalde mærkeværksteder for autoriserede er gængs tale og blot udtryk for, at værkstederne opfylder de kvalitative normer for et givent bilmærke som en slags privat godkendelse i forhold til definitionerne i gruppefritagelsen. Hvis CAD ikke kender denne definition, kan de jo sætte sig ind i sagen via DeAutoriserede.dk. Og så må jeg jo sige, at CAD ikke selv lægger fingre imellem på sin egen hjemmeside i forhold til konkurrencesituationen med mærkeværkstederne, siger Bent Mikkelsen.
Han fortæller, at initiativet om sitet og samarbejdet skal ses på baggrund af bilimportørernes fælles interesser med forhandlerne, og ikke at der således er sket en sammensmeltning af DBI og D.A.F.
- Dette er ikke core business for os, og vi bevæger os ikke mere ind over eftermarkedet hvad angår markedsføring eller andet, end at vi nu har lagt navn og ressourcer til sitet. Vores opgave hos DBI er primært at drive statistikker og arbejde politisk for især en ændret registreringsafgift, siger Bent Mikkelsen.
Overbygning til DAF-Plus
Fra Danmarks Automobilforhandler Forening siger adm. direktør Jens Brendstrup, at han ikke ser et problem i sagen, og at tiltaget skal ses som en oplysningskampagne om, hvad de autoriserede værksteder står for.
- Det har heddet autoriserede værksteder i rigtig mange år, og det ved forbrugerne, siger Jens Brendstrup.
DeAutoriserede.dk er en overbygning på D.A.F.s eget DAF-Plus tiltag, hvor bilforhandlerne selv meldte sig til på tværs af bilmærker. Med bilimportørernes mellemkomst er alle mærker og forhandlere således repræsenteret.
- Vi går nu videre ad samme vej og skal finde ud af, hvordan de to tiltag eventuelt skal matches og markedsføres, siger Jens Brendstrup.
Det indeholder DeAutoriserede.dk
Hjemmesiden DeAutoriserede.dk er en overbygning på D.A.F.-Plus, idet også bilimportørerne nu er med i fremstødet for mærkeværkstederne. DeAutoriserede.dk giver besøgende mulighed for at blive parret med nærmeste mærkeværksted. Desuden oplyser sitet om garanti og reklamationsret, ligesom et afsnit om EUs gruppefritagelse er medtaget.