Trafikministeren overvejer p-rabat for elbiler
Henrik Dam Kristensen: Miljøbetinget p-afgift undersøges i vejlovsrevision.
Det bekræfter han i et svar til trafikordfører Henning Hyllested (EL), som opfordrer til at omgøre den tidligere regerings nej til at give el-biler en fordel i konkurrencen om p-pladser.
- Der pågår for øjeblikket i Transportministeriet et arbejde med en revision af lov om offentlige veje. Jeg vil i den forbindelse sikre, at vi undersøger mulighederne for, at der kan ske reduktion af eller fritagelse for parkeringsafgift ud fra et miljøhensyn og ikke alene ud fra et trafikalt hensyn, lyder Henrik Dam Kristensens svar i sin helhed (S226).
Tvunget til afgifter på el-biler
Den tidligere trafikminister, Hans Chr. Schmidt (V), udelukkede rabat på parkeringsafgifter til elbiler, da han besvarede et tilsvarende spørgsmål fra Per Clausen (EL) om Københavns Kommunes ønske om dispensation vedrørende p-afgifter.
- Parkeringsafgifter skal have et trafikalt sigte, og en elbil fylder lige så meget som en tilsvarende benzin- eller dieselbil, erklærede Hans Chr. Schmidt (S1917 og S1918).
Københavns Kommune havde ellers håbet på et andet svar fra trafikministeriet om gratis parkering til elbiler. Allerede 30. juni oplyste direktør Anders Møller, Københavns Kommunes "Center for Parkering", til Danmarks Radio, at kommunen afvikler gratismodellen.
- Fritagelse for parkeringsafgift for el-biler er et af mange midler til at fremme brugen af disse og dermed fremme brugen og udviklingen af grøn teknologi til persontransport. Med regeringens kraftige satsning for et bedre klima er det blandt andet nødvendigt at fritage el-biler for parkeringsafgift, fremførte Henning Hyllested i sit folketingsspørgsmål.