Grossist i et højere gear
FTZ vinder flere og flere konceptkunder. Runder snart 900 værksteder.
- Vi har hensat store midler for at bringe det bedste af det bedste ud til vores mange, loyale kunder, herunder vores fokuserede konceptværksteder. Vi går simpelthen ind i alt, hvad den dygtige mekaniker har brug for, og vi gør det helhjertet. Det går ikke mindst meget stærkt på konceptsiden. Jeg tror ikke, det varer længe, før vi runder værksted nr. 900, udtaler FTZ's topchef, Jens Sørensen.
Blandt andet er Danmarks ældste værkstedskoncept, Din Bilpartner, blevet "støvet af", moderniseret og bragt i en meget stærk position, efter at FTZ fik det ind som fokusopgave.
- Vi er de eneste med hele fem komplette og stærke værkstedskoncepter, hver især med deres egne styrker og særkender, og som alle tager professionelt hensyn til kædernes individuelle behov og ønsker, bemærker Jens Sørensen.
Ud over Din Bilpartner er det AutoMester, MesterBiler, Hella Service Partner og Bosch Car Service.
FTZ ser optimistisk på fremtiden og udvikler hele tiden nyt.
- Det et vores fornemste opgave at sørge for, at vores kunder får alt, hvad de efterspørger - ikke mindst vores fulde opmærksomhed. Der kommer hele tiden nye udfordringer, og disse tager vi, så snart de opstår, siger han.
- Der bliver brug for store, fælles investeringer for at holde og udbygge vores høje serviceniveau. Verden derude bliver hårdere og hårdere. Derfor skal vi stå sammen og udklække det bedste af det bedste gennem disse stærke netværk. Løsningerne skal vi bringe ud til mekanikerne, hvorefter de skal servicere landets bilister. Vi er sat i verden for at lette deres hverdag. Sammen med vores mange, fantastiske kunder skal vi på begge sider realisere vores store fælles potentiale. Vi skal være endnu mere opmærksomme på at hjælpe og støtte hinanden. I vores hus har alle den rigtige indstilling og en enorm passion over for det allervigtigste: Vores kunder, uddyber Jens Sørensen.
Internt har FTZ netop været igennem sine investeringsplaner for 2012/13, ligesom totalplanen frem mod 2015 ligger klar.
- Hvert af de næstfølgende år vil vi investere store, tocifrede millionbeløb i yderligere forretningsudvikling, heraf væsentlige beløb til vores nye VidenCenter, som vil give landets mekanikere endnu mere hjælp og support, forsikrer Jens Sørensen.