23948sdkhjf

Krav fra bilimportører sætter øget fokus på lak-uddannelse

Lak & Know How har taget udfordringen op og optimerer løbende kvaliteten på malerarbejdet for at gøre sig til bilimportørernes og mærkeværkstedernes foretrukne samarbejdspartner.
Med lidt over 100 autolakerere på landsplan og med lakleverandøren Baden-Jensen A/S samt lakproducenten Spies Hecker som netværkskoordinator og garant for kvaliteten i såvel produkter som uddannelse har netværket Lak & Know How på kun halvandet år positioneret sig som en betydelig samarbejdspartner for de danske autoværksteder. Og ikke mindst i forhold til bilimportørerne, som sammen med deres mærkeværksteder stiller stadigt større kvalitetskrav i forbindelse med et stigende antal garantireparationer, som ikke altid udføres helt efter forskrifterne.

På årets netværksdag, den anden i netværkets historie, som igen i år blev holdt i Toyota-huset i Middelfart, var over halvdelen af værkstederne repræsenteret. De blev orienteret om nye tilbud og tiltag inden for blandt andet visuel profilering af de enkelte værksteder, og ikke mindst om den uddannelse og kvalitetsoptimering, som værkstederne i netværket tilbydes for, at de kan honorere de voksende kvalitetskrav.

Blandt adm. direktør Finn Baden-Jensens overskrifter for netværksdagen var: Optimering af konkurrenceevnen, af kendskabet og af indtjeningen. Og den udvikling, som et stigende rabat-pres havde medført og som smittede af på arbejdskvaliteten, skulle vendes gennem forståelse og kvalitetsoptimering.

Medansvar

Adm. direktør Finn Baden-Jensen forklarer:

- For os handler det om at tage et medsvar. Vi mærker et stigende pres fra importørerne, som desværre oplever flere og dyrere garantireparationer, på grund af dårligt udført lakarbejde, som skal laves om. Det er der flere grunde til. En af dem er, at mange autolakerere er under så voldsomt pres på prisen på grund af rabataftaler fra forsikringsselskaber og kunder. En anden grund er, at mange værksteder slet ikke har opdateret uddannelse og erfaring i at udføre de efterhånden meget krævende og teknisk komplicerede garantireparationer, som bilimportørerne med rette kræver, for at de kan leve op til den garanti, der er lovet kunden, og som bliver stadigt længere.

Lakprodukter fra Spies Hecker anvendes i dag på en lang række bilfabrikker til lakering af fabriksnye biler, og det er samtidig det af alle verdens lakmærker, der er godkendt af flest bilfabrikker til garantilakering. Det har ført til et godt samarbejde mellem Baden-Jensen og kredsen af bilimportører i Danmark. Bilimportørernes teknisk ansvarlige inden for nye lak- og reparationsteknikker modtager som en naturlig følge heraf undervisning af Baden-Jensens lakeksperter.

Kvalitetssikring

Teknisk distriktschef Søren Carlsen, Opel Danmark, lagde ikke skjul på, hvilke krav og forventninger, Opel Danmark stiller til lakarbejdet nemlig, at det bliver udført rigtigt første gang. Men det er desværre ikke altid tilfældet, og så skal det laves om og bliver endnu dyrere for lakværkstedet.

- Vi har faktisk ret til at godkende et lakværksted, før vi benytter det, men har endnu aldrig praktiseret det. Men vi vil have ret til efterfølgende at kontrollere, at arbejdet er udført efter forskrifterne, sagde Søren Carlsen blandt andet. Han nævnte nogle af de krav, der bliver stillet til arbejdsgange, materialer og værktøjer, samt hvad de autoriserede forhandlere efterfølgende foretager af kontrol ved hjælp af laktykkelsesmåler og lakmikroskop.

- I sidste ende handler det om at sikre, at Opels kunder får en god behandling, så de også køber en Opel næste gang, og vi ønsker ikke andet end, at vi får den vare, vi betaler for, sagde Søren Carlsen.

Mærkespecifik træning

Teknisk chef i Baden-Jensen, Gerhard Wiechert, gennemgik nogle af tendenserne inden for bilfabrikkernes lakeringer, og hvad de vil betyde for reparationslakeringerne og dermed for lakværkstederne. Der er muligheder for at orientere sig på databaser om, hvad der er godkendt, men det vil i mange tilfælde være vanskeligt og uoverskueligt for det enkelte lakværksted. Det er så blandt andet her, Baden-Jensen påtager sig et ansvar med at hjælpe de værksteder, der er med i Lak & Know How. Ikke kun med grundlæggende træning, men også avanceret træning og mærkespecifik træning.

- De kurser, vi gennemfører, vil tage udgangspunkt i de krav, som bilfabrikkerne foreskriver for garantireparationer, og det bliver ikke nødvendigt at komme ind på bilfabrikkernes hjemmesider, lød løftet.

Profilering og lærlingenetværk

Som hjælp til at øge kendskabet til netværkssamarbejdet Lak & Know How er der udviklet et omfattende materiale, som marketingleder Lars Ejstrup Johansen gennemgik. Det giver værkstedet mulighed for at kombinere sin egen profilering med en profilering af netværket, både med hensyn til synlighed og kompetencer. Som noget forholdsvis nyt tilbydes medlemmerne nu også hjælp til opsætning af egne hjemmesider inden for netværkets rammer. Det har flere allerede benyttet sig af.

Et ønske om et lærlingenetværk var også på netværksdagens program. Formålet var at give lærlinge mere viden specielt inden for sprøjteteknikker. Det kan knibe lidt på nogle værksteder, som er bekymrede for, at der sker fejl, eller det går for langsomt, så der opstår "flaskehalse". Der er en positiv interesse for lærlingenetværket.

Direktør Michael Nørregård fra FAI rundede netværksdagen af med at fortælle om de nye kurser via internettet, om takseringsprogrammet Forsi og om forventningerne til den fremtidige afregning af trelags-lakeringer.

I pauserne på netværksdagen var der mulighed for at besøge stande fra en række underleverandører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063