Et år med debat om fremtidens bilafgifter
Usikkerhed og mindre salg af energiklasse A-biler er i orden, når resultatet bliver en holdbar miljøomlægning af afgifter, mener Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun foreslår en fordobling af købsafgiften på klasse B-G biler.
Imidlertid er der ikke tale om et konkret forslag hverken fra hendes folketingsgruppe eller regeringen, når den socialdemokratiske energi- og skattepolitiker fastslår, at det skal være dyrere at køre i nye biler med energimærker fra B til G.
- Forskellen på energiklasse A og B skal være så markant, at B-G reelt udfases. Registreringsafgiften skal være 360 procent for disse biler, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Motor-magasinet.
- Mange bilforhandlere hilser forslaget velkomment. De forventer et mersalg af energiklasse B og lidt mindre salg på energiklasse A, indtil forslaget er færdigt og A-biler bliver billigere, opsummerer Pernille Rosenkrantz-Theil de første reaktioner.
I forvejen er de tre regeringspartier enige i regeringsgrundlaget om, at det skal være billigere at køre i miljøbiler. S-ordføreren har ikke et konkret bud på afgiftsniveauet for klasse A-biler.
Regeringsudspil i 2012
- Jeg forventer ikke et forslag fra regeringen før slutningen af 2012. I regeringsgrundlaget lægger vi op til et forslag i løbet af 2012, men der er god grund til at drøfte tingene godt igennem.
- De andre gange har man nærmest forandret registreringsafgiften som en tyv om natten. Det er markedsfølsomt, og kortene blev holdt tæt til kroppen, fordi man var bange for at sige noget i det åbne. Det betyder, at man har lavet lappeløsninger. Det er en sjusket lovproces.
- Vi kan kun tage skridtet fuldt ud med at få alle nye biler over i klasse A, hvis vi får en ordentlig og grundig samfundsmæssig debat om det, så der kommer til at gå noget tid endnu.
Usikkerhed bedre end lappeløsning
- Prisen for en ordentlig samfundsmæssig debat om dette er en periode med usikkerhed. Det får bilbranchen tifold igen, når der kommer en ordentlig løsning og ikke bare en lappeløsning. Bilbranchen kan være sikker på, at det bliver billigere at køre i miljøbil og dyrere at køre i en miljøsvinende bil. Detaljerne står åbne, indtil kortene er faldet på plads, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun forsikrer, at sikkerhed også skal belønnes ved afgiftsomlægningen velvidende at det gør biler tungere:
- Sikkerhed er allerede en del af A-mærkningen. Det nytter ikke, at biler slår folk ihjel. Der skal være en ordentlig sikkerhed i bilen, selv om det koster på CO2-udledningen. Flere og flere biler dukker op på markedet med fire stjerner i sikkerhed, så der er sket et kvantespring. Der findes 850 forskellige biler i energiklasse A, og derfor truer sikkerhed ikke længere omstilling til klasse A.
Udgiftsneutralt
Et ufravigeligt krav til afgiftsomlægningen er uændrede indtægter til staten. Den skal være provenuneutral, men det bliver selvsagt svært, når indtægterne fra afgiften på B-G-biler stort set forsvinder. Blandt kilderne til finansiering kunne være kilometerafgift og mere afgift på den tunge lastbiltrafik, men det er der ikke taget stilling til, oplyser Pernille Rosenkrantz-Theil:
- Der er mange håndtag, og det er for tidligt at sige noget om, hvilke der kommer i spil, og hvad der skaber det provenu, der gør, at miljøbiler kan sættes ned.