Busserne afprøver hybridteknologier
Fire hybridbusser skal i to år afprøve teknologier, der skal sikre mindre CO2, støj og forurening fra busserne.
Hybridbusserne er dyrere i indkøb, men hvad de sparer i brændstof og hvad de koster i drift og vedligeholdelse er der kun få erfaringer med, og derfor kan busoperatørerne ikke tilbyde konkurrencedygtige priser på hybridbusser, når busdriften sendes i udbud.
Det vil Københavns Kommune og Trafikselskabet Movia lave om på med et forsøg, hvor fire hybridbusser i to år skal køre rundt og samle erfaringer, så økonomien ved hybriddrift bliver til at regne med:
Forskellige teknologier
I løbet af forsøget vil busserne blive afprøvet i forskellig trafik som A-bus i centrum af København, som forstadsbus, som landbus, og som S-bus på motorvejen. Forsøget gennemføres af Movia i samarbejde med busleverandørerne MAN og Volvo samt busoperatørerne City-Trafik og De Blaa Omnibusser, og det finansieres af Københavns Kommune og af puljemidler fra Trafikstyrelsen.
MAN og Volvo benytter to forskellige hybridteknologier, og forsøget vil altså også vise fordele og ulemper ved henholdsvis parallel og seriel hybridteknologi. Begge bustyper lagrer energi ved nedbremsninger og genbruger denne, når bussen sættes i gang fra rødt lys eller fra et stoppested. Derved kan bussernes dieselmotorer slukkes ved lave hastigheder.
Ved begge teknologier standser dieselmotoren, når bussen holder stille, hvis der er opsamlet strøm nok. Derefter starter bussen lydløst på el til mellem 20-30 km/t, hvor dieselmotoren automatisk sætter i gang.
Mindre forurening de rigtige steder
Ved at genbruge bremseenergien forventes det, at busserne kan spare op til 30 procent brændstof og reducere både CO2, støj og forurening betragteligt.
- Movias busser bruger i omegnen af 50 mio. liter diesel om året, så selv små forbedringer vil have stor samlet effekt. Og da hybridteknologierne især begrænser dieseldriften ved lave hastigheder og ved accelerationer fra stoppesteder og lyskryds, er det netop der, hvor der er flest mennesker, at forureningen og støj bliver mindsket mest til gavn for flest, forklarer administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikselskabet Movia.
Seriel og parallel
MANs hybridbus benytter seriel hybridteknologi, hvor hjulene drives af elmotorer, mens dieselmotoren kan lave strøm til motor og batteri, når der er behov for det.
Volvos hybridbus benytter parallel hybridteknologi, hvor både elmotorer og dieselmotor hver for sig eller sammen driver bussens hjul.
Alle resultater fra forsøget bliver frit tilgængelige, og andre danske trafikselskaber og busoperatører kan således også drage nytte af forsøget.