23948sdkhjf

På vej mod fælles brancheforening

Bilforhandlerne, vognmalerne og karrosserifolket hos D.A.F, FAI og SKAD er godt på vej mod planen om én fælles forening – nu er de tre sekretariater også flyttet sammen.
De tre brancheforeninger, D.A.F., FAI og SKAD, annoncerede i foråret, at de er enige om en proces, der skal ende med dannelsen af én samlet forening.

Siden har blandt andet D.A.F. på sin generalforsamling i maj fået medlemmernes velsignelse til planen, mens også FAI-medlemmerne i september sagde ja til en principbeslutning om sammenlægning.

Seneste skridt i processen skete ved indgangen til oktober, hvor SKAD og FAI er flyttet fra Håndværkets Hus på Islands Brygge og ind hos D.A.F. i Autobranchens Hus på Kirkevej i Taastrup. Og det er gået fint og helt efter planen.

- Der har været en god og åben stemning blandt alle ansatte samt fin forståelse for projektet. Vi sidder tættere sammen nu, men alle har følt sig velkomne, understreger de tre direktører, Jens Brendstrup (D.A.F.), Michael Nørregård (FAI) og Thomas Krebs (SKAD).

Medlemmerne vil først og fremmest opleve ændringerne i form af et større og bedre udbud af serviceydelser, ligesom det forventes, at sekretariaterne opnår en væsentlig mere effektiv dagligdag, hvor kompetencerne hos de tre organisationer vil give en større effektivitet og synergi.

- Humlen er jo, at vi skal vidensdele og trække på hinandens ressourcer, siger Thomas Krebs, som allerede har haft fint udbytte af eksempelvis D.A.F.’s jurister, og som er glad for at bo dør-om-dør med en række nye specialister og kolleger.

- Sammenlægningen skal komme vores medlemmer til gode – det skal styrke vores service over for medlemmerne og vores fælles dialog. Og medlemmerne har allerede kunnet mærke et løftet serviceniveau, mener Jens Brendstrup.

Det gælder eksempelvis i telefonomstillingen, hvor en kæde af fire nøglemedarbejdere nu hele tiden sørger for at besvare telefonerne hurtigst muligt.

Det har ikke mindst SKAD, som hidtil har været én mands betjent, draget nytte af.

Faglig integritet

Den sammenlagte forening tæller i dag 20 medarbejdere, hvoraf de fire er kommet fra FAI og den ene fra SKAD. Hertil kommer ti ansatte etagen under i Auto-IT, som blandt andet også servicerer de to nye foreningers servere.

De flere medarbejdere på fælleskontoret hos D.A.F. i Taastrup betyder, at man har flyttet rundt om udvidet med kontorer i det tidligere bibliotek og lager.

- Vi har udvidet optimalt, og hvis vi skal udvide yderligere, får vi et problem med pladsen, erkender Jens Brendstrup og tilføjer, at foreningen satser på succes og dermed flere ansatte inden for de service-områder, som skal tjene penge, eksempelvis auto-jura. De øvrige merkantile søjler i foreningen er konsulenttjeneste, miljø og uddannelse.

- Det er nu slut med at skælde hinanden ud og skubbe aben rundt mellem parterne – vores medlemmer har én vigtig, overordnet opgave, og det er at sælge biler og reparere dem. Efter mange års snak har tiden nu været den rette til dette tiltag – også fordi vi har fået færre, men større og mere professionelle medlemsvirksomheder med fuld fokus på forretningen, siger Michael Nørregård og understreger det væsentlige i at sikre den faglige integritet og respekt for de enkelte fagområder i den fælles konstruktion.

- Der er god mening i at pulje vores ressourcer. I sidste ende handler det om at give vores medlemmer en bedre bundlinje via mere kvalificeret service og ved at tale med én fælles stemme over for Christiansborg, forsikringsselskaber og myndigheder, tilføjer Jens Brendstrup og bemærker:

- Samtidig skal vi være gode til at synliggøre fordelene.

Fælles generalforsamling

Sammenflytningen er første store skridt i den planlagte fusion senest 1. januar 2015.

Næste væsentlige skridt bliver at enes om fælles vedtægter, så den nye forening med et nyt navn kan blive en realitet.

I første omgang holder man et indledende fælles bestyrelsesmøde til november, hvorefter man går hver for sig i de tre fagområder.

FAI har desuden vedtaget at flytte den årlige generalforsamling fra efterår til forår, således at man næste år – den 28. april – kan holde fælles generalforsamling med SKAD. Året efter – 2013 – er det så planen, at alle tre foreninger holder generalforsamling samtidig i foråret.

Det er også aftalt, at en repræsentant for alle tre parter er til stede, når direktørerne holder møde med væsentlige modparter og myndigheder, eksempelvis forsikringsselskaberne.

Endvidere afholder de tre parter et fælles, to-dages strategimøde for de tre bestyrelser til februar.

Før da – 17. november – holder SKAD imidlertid ekstraordinær generalforsamling for at få arbejdsgiverdelen (SAMA) på plads frem mod en fusion.

- Metal er positiv – og det er jeg glad for. Ved at indgå i en større overenskomstmæssigt klump får vi også større indflydelse, for eksempel på uddannelse, siger Thomas Krebs.

FAI og SKAD holdt sammen til i Håndværkets Hus på Islands Brygge i otte år. De to foreninger er på vej til at leje faciliteterne ud, da det ikke er tiden for et decideret salg. Indtil udlejningen råder de to fortsat over faciliteterne.

Der er endnu ikke planlagt reception for at markere det fælles sekretariat, men der bliver en lejlighed, når Thomas Krebs den 6. december planlægger at holde reception i anledning af sin 50 års fødselsdag.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125