23948sdkhjf

Indycar-sammenstød koster kører livet

Briten Dan Wheldon døde, da han sammen med 14 andre blev involveret i et kæmpeuheld i Indycar-finalen.
Den amerikanske Indycar-serie fik en trist afslutning søndag, da englænderen Dan Wheldon blev dræbt efter at have været involveret i et kæmpe sammenstød.

Den 33-årige kører døde som følge af de kvæstelser, han pådrog sig, efter at hans bil fløj op i luften og snittede beskyttelseshegnet.

Der var kun kørt 12 omgange af løbet, da to biler kom lidt for tæt på hinanden, skred ud og dermed forårsagede det sammenstød, der involverede 15 biler.

- Efter hvad jeg har kunnet se bagefter, røg Dans bil ind over mit baghjul og hen over mig. Det var en forfærdelig ulykke, siger canadieren Paul Tracy, der slap billigt fra sammenstødet.

Flere andre biler måtte som Wheldons en tur i luften, og en del brød også i brand.

- Jeg har aldrig set noget lignende i min karriere på racerbanen. Der var stumper alle vegne, man kunne lugte røgen, og der var en stor ildebrand, vi måtte køre uden om, siger den populære kvindelige kører, Danica Patrick.

Løbet blev stoppet omgående, og læger gik straks i gang med at give førstehjælp og behandling til Wheldon, der blev fløjet til et nærliggende hospital. To timer senere indløb meddelelsen om hans død.

Dan Wheldon fik sin Indycar-debut i 2002, og vandt det legendariske Indianapolis 500-løb to gange i karrieren, senest i maj måned i år.

I Indycar-serien køres der nøjagtigt som i Formel 1 i åbne biler i modsætning til den populære Nascar-serie, hvor man kører i lukkede standardvogne.

Det er fjerde gang på 15 år, at en kører bliver dræbt i forbindelse med et Indycar-løb. Seneste dødsfald daterer sig tilbage til marts 2006, hvor Paul Dana døde efter et uheld på en opvarmningsomgang.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094