Skæve røde smileyer
PROBLEMET ER IMIDLERTID, hvis miljøkravene, der kræver dyre investeringer på værkstederne, ikke er rimelige. Det er helt på sin plads, hvis FAI anker en række påbud, hvis de er skudt over målet, fordi Arbejdstilsynet har ændret praksis og nu forlanger skærpede foranstaltninger. Vi har ikke grund til at tro, at brancheforeningen, der ganske vist primært taler virksomhedernes sag, ikke skulle tage medarbejdernes sundhed seriøst. Så skulle vi kende folkene bag FAI meget dårligt. Fagforeninger skal passe på med ikke at fare frem med alt for kraftig retorik og krav, hvis ikke grundlaget for krav og påbud om investeringer til arbejdsgiveren er berettiget. Det er ikke at mele fagforeningsmedlemmernes kage at overbeskytte dem ved at stille urimelige krav. Der vil altid lugte lidt af kemikalier på et værksted, og især på et autolakereri, uden at det nødvendigvis betyder fare. Med dagens målemetoder og teknologi kan vi være ret sikre på, at eksempelvis mængden af styren, der bruges, ikke udgør nogen sundhedsrisiko, hvis miljøfolkene hos brancheforeningerne ikke melder fare. Det har vi også vores certificerings-systemer til at klarlægge. Og dem tilslutter stadig flere værksteder sig for at få styr på processer og bundlinje.