Godkendt synsattest gælder ikke forruden
En utålmodig autobranche venter på klare regler for bilers forruder, melder Dan-Glas og AUTIG.
Han oplyser, at det er Trafikstyrelsen, der har ansvaret for reglerne, når det gælder bilsyn af køretøjers frontruder, og at styrelsen forventes at udsende et nyt regelsæt i høring i nær fremtid. Men i branchen er man blevet utålmodig.
- I og med at det tidligere statslige bilsyn nu er lagt ud til en række privatdrevne synshaller, er der behov for klare regler på området, mener Viggo Hansen.
Køreforbud i Tyskland
En revne i forruden er altid et problem. Førerens udsyn kan blive nedsat, og bilens sikkerhedskonstruktion vil muligvis ikke længere være helt intakt, i og med at ruden jo er en del af bilens bærende konstruktion.
I Tyskland risikerer man et direkte kørselsforbud, foruden bøde, ved en revne i ruden.
- Stoppes man af politiet, for eksempel for at køre for stærkt, så får man samtidig en ekstra bøde oven i, samt point i synderregistret i Flensburg, hvis man kører med en revne i forruden, fortæller forretningsfører Lars Nielsen, Konzept-Autoglas GmbH, syd for Hamburg.
Lars Nielsen betoner, at det tyske politi er mest nærgående over for erhvervskøretøjer, men også privatbilister skal være opmærksomme:
- I Tyskland anses forruden for en del af karosseriet, og i synsfeltet må man ikke reparere så meget som en ridse. Det gælder for alle biler, siger Lars Nielsen.
AUTIG presser på
I en kommentar fra Autobranchens Handels- og Industriforening, AUTIG, siger direktør Frank R. Hansen, at brancheforeningen ser frem til en høring af Trafikstyrelsens forslag.
- Der er et åbenlyst behov for mere specifikke regler, som kan medvirke til at forbedre trafiksikkerheden og sikre, at danske bilister ikke kommer i problemer ved kørsel i udlandet. Flere lande har mere vidtgående regler end Danmark på dette område, og vi ser frem til, at også regler for frontruder kommer på niveau med vores naboers krav til bilisternes sikkerhed, siger AUTIG-direktøren til Motor-magasinet.