Tolerance: Vi kunne spille en rolle i Bilinfo-striden
Den midtjyske bildata-virksomhed vil gerne stille sin specialviden til rådighed i et samarbejde i autobranchen.
Selv om Tolerance traditionelt er bølgebryder for de frie værksteders tilgang til bildata, tæller kundeskaren også Toyotas værksteder som fast kunde til serviceskemaer, samt op til 50 procent af Peugeots bilforhandlere.
- De er kunder hos os, fordi vores software og it er lettere at bruge end den, de får fra deres importører og fabrikker, og fordi mærkeværkstederne også laver andre biler end deres egne mærker. Der sker spændende ting i tiden, og meget bliver bundet sammen på kryds og tværs af tidligere tiders brancheskel, siger adm. direktør hos Tolerance A/S, Hans Peder Pedersen og fortsætter:
- Før i tiden så alle fjender alle vegne. Sådan er det ikke mere. Vi oplever, at der bliver konkurreret på hæderlige og fair præmisser, og branchen har udviklet sig på en god måde. Den frie del har fået gode værktøjer, men også mærkeværksteder og OE-delen har gang i forretningen, ikke mindst fordi der hele tiden kommer mere elektronik i bilerne, der går i stykker, hvilket jo er vores styrke her i forretningen, siger Hans Peder Pedersen.