50.000 besøgende hos Audi i Fredericia
Har ansat 20 nye medarbejdere på to år og trækker besøgende langvejs fra til forretningsmøder i de flotte lokaliteter.
Med det innovative Audi-byggeri ud til motorvejen kom Fredericia i oktober 2009 i selskab med byer som Sydney, Geneve, Barcelona og Berlin. Fredericia er således i dag én af blot 179 byer verden over, der huser en specialdesignet Audi koncept-terminal.
Siden opførelsen er Audi-terminalen blevet en attraktion, der trækker besøgende fra hele landet til trekantsområdet. Her finder de en eksklusiv udstilling i tre etager med plads til op mod 70 nye og brugte Audier i optimale rammer for præsentation af et attraktivt udvalg af Audis brede modelprogram. Dertil kommer mødefaciliteter i topklasse med plads til op mod 200 personer, som benyttes flittigt til arrangementer og konferencer for firmaer fra hele landet.
- Vores rammer giver kunder og besøgende den helt rigtige Audi oplevelse, hvad enten det gælder salg, service eller arrangementer, og vores innovative bilforretning har de seneste to år haft godt 50.000 gæster igennem - eller 25.000 årligt, fortæller direktør Claus Bjerring Christiansen.
Skaber arbejdspladser
Han glæder direktør sig især over den nye terminals betydning for skabelsen af arbejdspladser. Audi Fredericia er siden åbningen gået fra 35 til 55 medarbejdere. Heraf er otte unge under uddannelse.
- Det er glædeligt, at vi kun to år efter åbningen ikke bare har indfriet vores egne mål, og opnået en markedsandel på nye Audi på linje med landsgennemsnittet, men også bidrager massivt til at få skabt arbejds- og uddannelsespladser samt massivt trækker besøgende til området, siger Claus Bjerring Christiansen.
Flytter grænserne
Audi Fredericia er med den nye terminal gået fra at køre 15 til i dag 30 biler igennem på eftermarkedssiden om dagen, og sender årligt over 1100 nye og brugte certificerede Audier på gaden.
- Audi, bilerne og en konceptforretning som vores forpligter - og sådan skal det være. Vi skal hele tiden flytte os for at levere lidt mere, end vores kvalitetsbevidste kunder forventer. Derfor arbejder vi kontinuerligt med at udvikle forretningen. Det har vi blandt andet gjort med vores Service med Vorsprung-koncept, som kan indeholde lånebil, hente/bringeservice og lån af kontor, mens bilen er til service. Det har været med til at vende den kundestrøm, der tidligere gik fra Danmark til Tyskland, siger Claus Bjerring Christiansen.
Et tilsvarende Audi konceptbyggeri er for tiden under opførelse i Herlev.