23948sdkhjf

Værkstedskæde i udbrud

Teknicar har netop passeret 100 værksteder. Et af de tilfredse medlemmer er Allan Brandt, Autohallen i Farum.
- Konceptet har tiltalt mig, fordi det ikke virker så bindende og styrende, og fordi kravene ikke er kvælende. Fordelen for mig er blandt andet markedsføringen, som er mere professionel, ligesom jeg kommer til at bruge tilbuddene om efteruddannelse. Jeg har været på kurser gennem årene, men ikke så meget - nu får jeg løbende tilbud om kurser. For eksempel går jeg nu ind i aircondition. Jeg har investeret i en maskine og tilmeldt mig et kursus i AC – det arbejde har jeg hidtil fået lavet ude i byen.

Det fortæller den 37-årige automekaniker og værkstedsindehaver, Allan Brandt, Autohallen Farum, som har været selvstændig med stort S, siden han var 23 år, og som aldrig har været med i en værkstedskæde før.

Det har ellers ikke skortet på tilbud.

- Stort set alle kæder har været her, og jeg har været til flere informationsmøder, men først med Teknicar blev det alvor, siger han.

God ballast

Allan Brandt blev udlært mekaniker hos Poul Refstrup (Mazda på Sjællandsbroen) og blev siden værkfører hos Hyundai i Taastrup. Allan Brandt, som selv bor i Taastrup, etablerede sit værksted i Farum i 1997 og flyttede i 2004 til de nuværende faciliteter på Hvedemarken nr. 18.

Tidligere beskæftigede værkstedet også en pladesmed, men de ændrede skadesregler har betydet, at værkstedet i dag håndteres af to mekanikere, Allan Brandt selv og hans storebror, Peter.

- Vi har da kapacitet til at være flere, men det kører fint som nu, og det er ikke et mål i sig selv at udvide staben. Jeg kan godt lide selv at skrue biler. Vi har da også kunnet mærke de generelle nedgangstider efter 2008, selv om der lige for tiden er godt gang i butikken. Desuden har vi en god ballast, idet jeg har drevet værkstedet i 14 år, forklarer Allan Brandt.

Værkstedet, som gennem alle årene har været med i CAD, reparerer alle mærker af person- og varebiler.

Ny facade

Tidligere havde værkstedet en facade med sort og blå skrift, nu har man fået en helt ny facade med grøn og hvid Teknicar-skrift.

- Det har allerede skabt en del opmærksomhed – jeg er meget tilfreds, siger Allan Brandt.

Farum-værkstedet får leveret dele fra au2parts i Hillerød op til fem gange dagligt, og den fornyede markedsføring skal Allan Brandt nu aftale med den lokale grossist – for eksempel om der skal satses på radiospot, busreklamer eller avisannoncer, og hvad temaet/tilbudene skal være.

- Jeg har gennem årene ikke været stabil nok i min markedsføring, men jeg har helt sikkert også brugt en del dårlige penge på annoncering gennem årene, mener Allan Brandt.

Har passeret 100 værksteder

Siden Teknicar-kæden blev lanceret i april i år, er det gået stærkt.

- Vi har netop rundet værksted nr. 100 i Randers. Det er vi meget stolte af – det er gået utroligt stærkt, så vi næsten kan have svært ved at følge med, siger en tilfreds Kim Birkjær, som er kædeansvarlig.

- Målet har hele tiden været 200 værksteder – og det er ikke urealistisk at nå næste år, vurderer han.

Af de første 100 værksteder ligger de 60 procent på Sjælland.

- Vi har ramt i hjertet og sjælen af værkstederne. Værkstederne er i centrum, og vi hylder i høj grad det lokale princip, påpeger Kim Birkjær.

Fra bunden

- Teknicar udmærker sig ved at have et lavt kontingent. Vores krav til at være med er primært, at værkstedet er opdateret med tekniske data og indstillet på kurser. Teknicar er lavet fra bunden med behørig respekt for værkstedernes selvstændighed, ligesom den faglige dele skal være på plads. Vi skal hjælpe med at stabilisere værkstedernes drift gennem tilbud og aftaler – eksempelvis har vores værkstedsforsikringer via Tryg været en stor succes, forklarer Kim Birkjær

- Teknicar konceptet er kendetegnet ved at være enkelt, præcist og med fokus på det væsentligste for et værksted - samt med en dyb respekt for netop selve værkstedet og hverdagen, herunder at værkstedet kan beholde sin frihed og selvstændighed, understreger han.

Teknicar har planlagt en række aktiviteter i tæt samarbejde med landets 35 au2parts grossister, der er en væsentlig faktor til, at kæden er blevet en succes.

Mere på www.teknicar.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094