Tokyo bliver helt elektrisk
De japanske bilfabrikanter står på tæerne af hinanden for at vise deres spændende nye miljøbil-modeller frem, når motorshowet i Tokyo åbner i december.
Subaru har allerede oplyst om den nye baghjulstrukne sportscoupe BRZ, der kommer til Europa næste sommer. Men der er endnu en Subaru premiere i form af en ny stationcar som koncept bil med 1,6 liter direkte indsprøjtnings boxer-motor, træk på alle hjul og hybridteknologi. Længden er 4589 millimeter.
Honda er klar med syv koncepter i form af sin næste plug-in hybrid, en micro bybil, en batteridreven lille sportsvogn og blandt andet tre motorcykler, hvor de to er eldrevne. Hertil et lille motorcykelkøretøj, der kan foldes sammen og ligge i bagagerummet. Honda viser desuden næste generation af den interessante robot Asimo, der kan mere og mere.
Eltræk på fire hjul
Mitsubishi åbenbarer flere nyheder, heriblandt mellemklasse-SUV konceptbilen PX-MiEVII med plug-in hybridteknologi og elektrisk træk på alle hjul. Den loves en meget fornem benzinøkonomi. Dertil den mindre fempersoners Mirage, opbygget i letvægtsmaterialer, der ifølge den japanske norm skal kunne klare 30 kilometer per liter, men den er altid meget optimistisk. Mirage kommer i produktion næste forår, og i sidste halvår med rattet i venstre side.
Den første Colt i Europa hed Mirage i Japan. Det er dermed et navn, man igen tager frem fra posen.
Swift med hurtigladning
Nissan viser blandt andet en ny lille Pivo3, to andre personbiler, der ser meget futuristiske ud, samt en ny varevognsbus.
Suzuki har flere nye interessante hybridbiler, blandt andet på basis af den meget populære Swift. Batterierne skal være mindre og hurtigere at oplade end tidligere set. En anden Suzuki-model, Q-koncept, har plads til to til byen. Den er kun 2,5 meter lang.
Toyota viser helt sikkert også en del, men det er endnu ikke oplyst.