DTC med Jan Magnussen gør comeback i 2012
Den danske motorsportsserie DTC vender tilbage fra næste sæson, efter den lukkede med sæsonen 2010.
- Jeg er med næste år, og jeg håber også, at Casper Elgaard og John Nielsen kommer ud at køre i klassen.
- For så får vi en fantastisk kamp mellem os gamle og alle de nye kørere, som vil slå os, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
To gange har Magnussen vundet serien, som lukkede med udgangen af 2010.
Bilerne til den nye DTC-serie er bygget i USA, og løbsseriens bagmand, Peter Elgaard, har haft flere ude at testkøre.
- Tidligere på måneden har vi haft 14 kørere ude for at teste i bilerne, og ud fra den interesse og opbakning forventer vi, at vi kan nå mellem 12 og 14 biler til det første løb, siger Peter Elgaard.
Jan Magnussen glæder sig til at køre under det nye koncept.
- Man har fundet et koncept, der har succes allerede. Det er meget mere spektakulært og meget mere dør om dør-race end med de gamle biler, fordi bilerne her er billigere, og så er de også hurtigere.
- Jeg håber, at der er nogle kørere, som kan se mulighederne i at køre i denne klasse, siger Magnussen.
/ritzau/