Afgiftssnak skød oktober-bilsalget ned
Efterårsmødet hos D.A.F. viste, at nybilforhandlernes forening har mange bolde i luften og mener, at snakken om ændrede bilafgifter sænkede salget i sidste måned.
Efterårsmødet viste, at D.A.F. har masser af bolde i luften, også politiske. Adm. direktør Jens Brendstrup talte om fup eller fakta med bilafgifterne. Bilsalget er gået tilbage med små 10 procent i oktober. Årsagen er måske den melding, som det socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fremkom med på tv, hvor hun gav udtryk for, at de grønne biler skal være billigere, og de mere benzinlugende dyrere. Det har i hvert fald, ifølge panelet, afskrækket enkelte, som formand og bilforhandler i Nordsjælland Knud Nielsen udtrykte det.
Det blev også debatteret, at MFeren ikke havde baglandet i orden.
- Men der er ingen tvivl om, at afgifterne ændres i løbet af de kommende år, måske efter FDMs plan om minus 30 procent i registreringsafgift over de næste syv år, samt en teknisk afgift på 10.000 kroner, eller måske den norske model, som gav omlægning af de norske bilafgifter uden problemer.
- Vi har holdt møde med Dansk Industri og andre organisationer, og skal søge at trække på samme hammel, når vi møder op på Christiansborg til de næste forhandlinger. Vi må fortsat på det kraftigste appellere til regeringen om hurtigst muligt at fjerne usikkerheden om bilafgifterne. Den aktuelle situation er helt utilfredsstillende for både forbrugere og bilforhandlere, sagde Jens Brendstrup.
Med et salg på næsten 140.000 biler indtil videre tegner 2011 under ét til at blive et godt år for bilsalget. Bag de høje tal gemmer der sig dog fundamentale ændringer på markedet, som hæmmer forhandlernes forretning.
- Der har været mange kunder i butikken det seneste år. Men næsten halvdelen af de solgte biler er mindre modeller, og det vil afspejle sig i forhandlernes indtjening. Dertil skal lægges det voksende leasingmarked, som presser forhandlerne til det yderste, vurderede Brendstrup.
Demobiler og jurahjælp
Den megen uro omkring demobiler i den seneste tid havde kontorchef i D.A.F., Karoline Thomsen, et interessant indlæg om.
SKAT har udarbejdet en tjekliste på 16 punkter, og Karoline Thomsen gennemgik enkelte og gjorde opmærksom på fælder. Advokat Lars Ellegaard, AutoJura, der blev ansat hos D.A.F. den 1. juli i år efter en længere årrække hos bilejernes organisation FDM, gennemgik den hjælp og støtte, som D.A.F. kan give medlemmerne i mange forskellige sager og til priser, som er lavere end hos advokater.
Tjen på loyale kunder
Direktør Mikkel Korntved, Loyality Group, der arbejder for en række store selskaber, havde succes med indlægget "Sådan tjener du penge på loyale kunder".
Den hurtigtsnakkende direktør viste en del plancher over, hvordan man får mere ud af de loyale kunder, og hvordan man får de ikke-loyale bedre i tale. Interessant var de skemaer, der viste, hvad man kunne tjene over en fireårig periode. Korntved sammenlignede autobranchen med HTH Køkkener, som Loyality Group også arbejder for: De bedste sælgere er kvinder, også i bilbranchen, men mange sælger endnu biler som for 30 år siden, blot med en ny facade på forretningen. Kunderne har ændret holdning de sidste fem år gennem nye alternativer såsom internet med mere.
Renaults fremgang
Administrerende direktør Henrik Bang, Renault Danmark, redegjorde for den ændring, der er sket med det franske mærke, siden man kom ind under Renault Nordic i starten af 2008. Fra en markedsandel på 2,6 ligger Renault i Danmark nu på 5,1 procent. Mærket er gået fra 13 kontrakter til 24, og fra 37 til 51 udsalgssteder.
Renault blev sidste år kåret som årets bilimportør af netop D.A.F. Det er vigtigt for den nye direktør, at samarbejdet og forholdet til forhandlerne er tip-top. Han kom imidlertid ikke ind på prisreduktionerne, som også har hjulpet til det større salg.
Renault- og Volvo-forhandler Lene Dahl Pedersen, Skive og Viborg, bakkede kraftigt op om direktørens arbejde, men kom også med en løftet pegefinger: Hun mener, at der er nok Renault-forhandlere i dag.
Billigere og bedre IT
Til slut gennemgik Troels Meyer, konsulent i AutoIT, udviklingen med den nye teknologi ved hjælp af Auto-Desktop, CRM-redskaberne, samt Smartphones. Direktør Claus Nyboe, AutoIT, orienterede om IT-løsningen i Biltorvet, som i dag er billigere og bedre end andre på markedet, oplyste han.