23948sdkhjf

Den ærlige sælger

Administrerende direktør Benno Larsen, BM Autoteknik A/S, har rundet de 80 år, men har ingen planer om at lade sig pensionere, så længe han har det rart med at gå på arbejde.
Hver formiddag møder administrerende direktør Benno Larsen på sit kontor på BM Autoteknik i Møldrup. Det havde han ikke behøvet, men han kan ikke lade være, selv om han nu i adskillige år kunne have "nydt" tilværelsen som pensionist. Hvis det var det, han ville.

Han vil dog hellere "nyde" tilværelsen i den virksomhed, som han sammen med Mogens Nørlem skabte i 1977 i et lejet maskinhus i Bjerregrav, og som siden er vokset støt og roligt efter kassemestersystemet – tjen pengene før du bruger dem – til Nordeuropas største og førende producent af bremseprøvestande og testlinjesystemer.

Både BM Autotekniks øvrige ledelse og medarbejderne har det også godt med, at "den gamle" eller "farfar", som han hjerteligt og lidt undskyldende benævnes blandt medarbejderne, har sin daglige gang i virksomheden. Han er også med, når der træffes store beslutninger eller måske skal fejres en mærkedag. Medarbejdernes ve og vel har altid betydet meget.

Særligt dna

Mærkedage er der faktisk mange af i BM Autoteknik, og en af de mere markante blev fejret i kantinen den 11.11.2011. Anledningen var, at Benno Larsen 7. november var fyldt 80 år, og helt i fødselarens ånd var samtlige medarbejdere, familie og venner inviteret på frokost og et par hyggelige timer op til weekenden.

Her kom det tydeligt frem, hvilke dna i form af traditioner og værdier, BM Autoteknik bygger på. De kan først og fremmest tilskrives de to grundlæggere, og de er så forankrede i virksomheden og så evigt gyldige, at de vil holde langt ud i fremtiden.

En daglig glæde

- Jeg bliver ved, så længe jeg synes, det er rart, og jeg har helbred til det. Både min kone og jeg kan heldigvis klare os uden hjælp, og jeg nyder at komme i virksomheden hver dag. Her er jeg omgivet af gode kolleger, som jeg har kendt i mange år, siger Benno Larsen.

- Jeg bliver stadig spurgt til råds og er med til at træffe beslutninger, og det er en stor glæde, at det går godt for virksomheden, og at den stadig udvikler sig.

Benno Larsen fik inspirationen til at starte egen virksomhed sammen med Mogens Nørlem, mens han var provisionslønnet sælger hos HH Bremseprøvestande i Fuglebjerg, og hvor han havde skaffet Mogens Nørlem praktikplads i forbindelse med hans uddannelse til teknisk assistent.

Kendte kunderne

- Mogens kom meget i vores hjem hos vore sønner, og jeg har altid betragtet ham som et teknisk geni. Så vi besluttede at starte sammen, fortæller Benno Larsen.

- Vi så nogle muligheder i at udvikle en bremseprøvestand, som var nyere og mere nøjagtig end dem, der var på markedet dengang. Jeg boede allerede i Bjerregrav, fordi jeg havde flest kunder i Jylland. Dem havde jeg god kontakt til og vidste, at de godt ville handle direkte med mig.

- Jeg havde heller ingen konkurrenceklausul eller nogen kontrakt. Startkapitalen på 40.000 kroner kautionerede min far for, så i sommeren 1977 begyndte vi.

Den første bremseprøvestand blev solgt til en BP-station for 16.000 kroner. Den første opgave, som fik særlig betydning for virksomhedens fremtid, var en mobil bremseprøvestand til den norske bilinspektion.

Den skulle først udvikles, og det blev den i tæt samarbejde med kunden. Det var så vidt vides også verdens første elektroniske bremseprøvestand.

Nye standarder

Rollefordelingen mellem de to grundlæggere har hele tiden været, at Mogens Nørlem stod for udvikling og produktion og Benno Larsen for salg og administration, og deres fælles evner til at vurdere markedets aktuelle og fremtidige behov har været grundlaget for BM Autotekniks positive udvikling.

På en række områder har virksomheden sat nye standarder.

Blandt andet som den første, der udviklede en lastvognstester med belastning, som BM i 10 år var ene om at kunne tilbyde.

BM Autoteknik leverer ikke kun stationære og mobile bremseprøvestande, men testudstyr til hele køretøjets undervognssystem og komplette it-styrede testlinjer. Virksomhedens lægger også stor vægt på fleksibilitet. Fra en idé opstår, til der er færdig prototype klar til produktion, går der maksimalt seks måneder.

Ærlighed og tillid

To ord nævnes gang på gang i beskrivelsen af Benno Larsen: Ærlighed og tillid.

Han er kendt for altid at sige sandheden og ikke love mere, end han kan holde, og det er den dag i dag en del af virksomhedens kultur.

Benno Larsen har flere gange i virksomhedens første år solgt en bremseprøvestand, før den var udviklet og på hans løfte om, at den selvfølgelig kom til at fungere som lovet, når den var færdigudviklet. Det har sjældent være nødvendigt med skriftlige aftaler. Et ord er et ord!

- Når en kunde spørger, om en tester kan det og det, har jeg nogle gange måttet sige nej. Men jeg har så næsten altid kunne love, at vi så kan producere en som kan. Når jeg har givet det løfte, har vi altid holdt det, siger Benno Larsen.

- Netop dette ærlige svar og løftet har skabt en stor tillid, som både har givet mange nye kunder og har gjort, at de altid spørger os først.

I dag sælges bremseprøvestande og testlinjesystemer fra BM Autoteknik A/S til flere end 30 lande, og virksomhedens eksportandel er på 80 procent. For fire år siden flyttede virksomheden ind i nybyggede lokaler, som er 7-8 gange større end de hidtidige, som de flyttede ind i først i 80’erne. De nye lokaler er bygget til formålet, og der er også plads til at vokse. Ikke uventet modtog BM Autoteknik i 2010 VIBORGegnens Erhvervspris
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079