God kemi er fremtiden for unge
8. klasse vinder kemi-pris fort video om biler og brintpiller.
Syv unge piger fra 8C på Bernadotteskolen i Hellerup vandt 2. præmie og 25.000 kroner for videoen Biler og brintpiller
Dansk erhvervsliv stod bag konkurrencen med en samlet præmiesum på 175.000 kroner til de bedste videofilm, og meningen er at skabe mere interesse for det spændende fag på skoleskemaet, kemi.
Pigegruppen tilbragte resten af dagen i København, blandt andet på Planetariet sammen med deres lærer Palle Hammerager. De har ikke besluttet, hvad gevinsten skal bruges til, men et tilskud til en tur for hele klassen til Berlin er med planerne.
Fremtid for kemi
Priserne blev overrakt onsdag i sidste uge af miljøminister Ida Auken i forbindelse med Kemiens Dag 2011.
- Videofilmene har i høj grad fokus på klima og sundhed. De unge kan med de rette rammer godt forstå, at kemi er andet og mere end kemikalier, og at kemikalier pr. automatik ikke er lig med farlige og forurenende stoffer, siger sekretariatsleder i DI, Susanne Andersen.
Bag konkurrencen stod en række medlemsforeninger i DI: Procesindustrien, Plastindustrien og Danmarks Farve- og Lakindustri.
- Kemi er en vigtig nøgle til morgendagens produkter og udfordringer, blandt andet indenfor clean-tech, men i dag er der for få, der vil undervise eller undervises i kemi i folkeskolen. Det er en ond spiral, der betyder, at virksomhederne kommer til at mangle kompetente medarbejdere, siger Susanne Andersen.