Det går godt for de store bilforhandlere
Det har været nemmere at skære ned i de store bilhuse under krisen end hos de mindre forhandlere, vurderer Bilbranchen.
Semler er fortsat størst på markedet med en omsætning på lidt over seks milliarder kroner i 2010, hvilket er en stigning på 21 procent. Ford er imidlertid steget med bemærkelsesværdige 80 procent, hvilket placerer mærket som nummer tre.
Mercedes-Benz Danmark har imidlertid vendt et underskud på 115 millioner kroner til et plus på knap en kvart milliard, godt hjulpet af et pænt regnskab fra det svenske datterselskab.
René Tønder-Nielsen, direktør for nybilforhandlerne i Bilbranchen, siger til avisen, at de mange fyringer under finanskrisen har gjort de store virksomheder langt mere rentable.
- Det har tidligere kendetegnet branchen, at der ikke rigtig har været stordriftsfordele ved at sælge biler. Nu er der tegn på, at det går i en anden retning. Det giver måske de store bilforhandlere blod på tanden, hvilket kan få dem til at deltage i konsolideringen i en branche, som er meget fragmenteret, siger René Tønder-Nielsen til Jyllands-Posten.
Han tilføjer, at en lille bilforhandler med 12-14 ansatte jo ikke kan skære staben ned til seks, mens en bilforhandler med 300 medarbejdere måske kan klare sig med 250. Derfor er den relative forbedring størst hos de store bilforhandlere, er branchedirektørens vurdering.